Hen over sommeren fik debatten om fremtidens ældrepleje en helt ny drejning. Under overskriften: ’Vi har ikke råd til fremtidens behov for ældrepleje’, kom budskabet, at alle selv skal spare op til ældrepleje i fremtiden.

America, here we come. Væk fra skattefinansieret velfærd og derudad med forsikringsvejen. Begrundelsen lød, at der allerede er ulighed, fordi så mange har tegnet sundhedsforsikringer, og at det vil mindske ulighed, hvis alle selv sparer op. Øh, undskyld mig – er det ikke netop skattefinansieret velfærd, der sikrer, at uligheden ikke eksploderer helt? Og hvad skal lønmodtagerne i øvrigt spare op af?

En del af prøveballonen gik på, at fremtidige lønstigninger skal afsættes til opsparing til egen ældrepleje. Der er ganske givet nogle, for hvem en ekstra forsikring bare er et greb i lommen. Det gælder bestemt ikke FOAs medlemsgrupper og mange andre lønmodtagere. Hos mange har inflationen udhulet lønnen så voldsomt, at de ikke har kunnet få det til at hænge sammen. Derfor er det ren galskab, hvis vi udover at betale skat og afsætte en del af lønnen til pensionsopsparing også selv skal spare op i en slags forsikringsordning til den ældrepleje, man måske får brug for.

Det mest alvorlige i sådan en melding er, at et skridt væk fra at lade ældrepleje være en del af vores skattefinansierede velfærd er det første skridt til helt at afmontere velfærdsydelser som et fælles samfundsansvar. Hvad bliver det næste? Hvis dit barn skal gå i skole, skal du selv betale. Hvis du skal på sygehuset, må du selv sørge for en forsikring eller betale ved kasse 1 – tænk selv videre. I debatten fremgik det også, at det er på grund af stigende velstand, at kravene vokser. Det er jeg sådan set enig i. Stigende velstand fører til højere kvalitetskrav, og her har vi svært ved at følge med. Men derfra og til et farvel til velfærdssamfundet og goddag til ’hver og én klarer sig selv’ er der langt. Det bliver i hvert fald et stort nej tak herfra.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.