Nadja Rasmussen har egentlig ferie og har denne onsdag planlagt en kanalrundfart i København med sin datter, mens manden og sønnen er i Tivoli for at tage imod cykelhelten Jonas Vingegaard.
Men midt i ferien skete der noget, som betyder, at hun tirsdag var i tv og nu sidder med Fagbladet FOA på sin altan med udsigt over en af Nørrebros største baggårde.
”Det kan ikke være rigtigt,” siger hun og sukker både dybt og fortvivlet over den sag, som har ændret hendes ferieplaner:
Endnu et drab med relation til hendes fag – denne gang drabet på den 66-årige psykiater, som fredag blev stukket ihjel af en patient på Retspsykiatrisk Laboratorium i Brøndby – har både gjort hende trist og handlekraftig.
”Min første tanke var, om jeg kendte vedkommende. Så tænkte jeg ’nu er det nok’. Og så læste jeg et Facebook-opslag fra en sygeplejerske, der har arbejdet i psykiatrien. Hun brugte hashtagget #detkunneværemig. Det greb jeg og tilpassede hashtagget til min historie og mine oplevelser,” fortæller Nadja Rasmussen.
Hendes historie og oplevelser handler dybest set om kærlighed til hendes fag: 45-årige Nadja Rasmussen er social- og sundhedsassistent og har i 14 år – eller lige siden hun blev færdiguddannet – arbejdet på socialpsykiatriske bosteder og beskæftiget sig med borgere med både tunge psykiatriske diagnoser og voldsomme misbrugsproblemer i deres journaler. Eller dobbeltdiagnoser, som det hedder.
Hun har oplevet kolleger blive overfaldet, og i to tilfælde har hun også selv været udsat for vold. Den ene gang så voldsomt, at hun måtte sygemeldes i en periode. De vilkårlige overfald sker ofte i forbindelse med helt almindelige situationer, som når borgeren eksempelvis skal have hjælp til bad eller medicin.
”Jeg er ikke utryg, når jeg går på arbejde. Men i et job som mit bliver man alligevel hver dag mindet om, at det kan være farligt. Hver vagt starter jo med, at jeg tester min overfaldsalarm for at sikre, at den virker,” siger Nadja Rasmussen.
Alt det til trods elsker hun sit arbejde. Efter et par vellykkede praktikophold var det – som hun formulerer det – ’ikke mig, der valgte socialpsykiatrien, men socialpsykiatrien, der valgte mig’.
”Jeg beskæftiger mig med de mennesker, der måske er længst nede i det sociale hierarki. Dem, alle andre vender ryggen til. Men det er altså utrolige mennesker. Bag deres sygdom gemmer de på fantastiske historier,” siger Nadja Rasmussen og fortsætter:
”Jeg er glad, når jeg oplever, jeg gør en forskel for dem. Som når det lykkes at få en borger op af sengen og med på en gåtur. Eller når en borger stolt fortæller, at hun i stedet for at skære i sig selv har brugt en af de strategier, vi sammen har lagt for hende.”
Rekordmange lovovertrædelser på bosteder
Det er de mennesker og det job, hun står på mål for i sit nødråb på Facebook. Her fastslår hun blandt andet, at vold og trusler ikke skal være en del af jobbeskrivelsen for de ansatte.
”Lad os alle sammen støtte op, så vi igen kan få fokus på, hvorfor det er så vigtigt, at der kommer handling, økonomi, viden og forståelse for det psykiatriske arbejde og alle de mennesker, som lever i det. Og lad os få fokus på sikkerheden, FOR ALLE, i psykiatrien! Det personale, der ikke kom hjem i går, kunne have været mig,” skriver hun og opfordrer til at udbrede budskabet gennem #detkunneværemig.
Hendes opråb understøttes af helt nye tal fra Arbejdstilsynet, som Fagbladet FOA har fået via en aktindsigt og ved at behandle tilsynets åbne data.
Tallene viser, at Arbejdstilsynet i 2022 konstaterede rekordmange lovovertrædelser på socialpsykiatriske bosteder, fordi personalet ikke var tilstrækkeligt beskyttet mod vold.
Overtrædelserne blev påtalt i næsten hvert fjerde af de i alt 382 tilsynsbesøg på socialpsykiatriske bosteder sidste år, fremgår det.
Derudover viser tallene, at der blev anmeldt 482 arbejdsulykker sidste år. Det er 37 procent flere end i 2019.
Som arbejdsmiljørepræsentant på det bosted på Nørrebro, hvor hun arbejder i dag, tilskynder Nadja Rasmussen sine kolleger til at anmelde alle hændelser, så politikerne kan forholde sig til virkeligheden i deres arbejde. Og de nye tal bekræfter hende kun i, at hun har fat i en vigtig sag.
”Jeg vil gerne opnå tre ting,” siger hun:
”For det første at vi nu på tværs af faggrupper går sammen og råber højt om, hvordan det står til i psykiatrien og socialpsykiatrien.”
”For det andet skal de politikere, der hele tiden siger noget, også begynde at gøre noget. Vi har ikke bevæget os de sidste mange år. Der er ikke kommet flere midler, flere hænder, flere senge, flere læger.”
”Og for det tredje vil jeg rigtig gerne se flere positive historier om det, vi laver. Jeg er så træt af de negative sider om psykiatrien. Faget handler om meget mere end at slå andre ihjel. Dét må folk gerne vide.”
– Du kan gå på pension om cirka 25 år. Tror du, at du til den tid stadig arbejder i socialpsykiatrien?
”Det håber jeg. Men jeg tror det ikke. Det er svært at se mig selv i faget til den tid. De borgere, vi tager imod, bliver sygere og sygere, og det ender måske med at blive for voldsomt.”