”Allerede da jeg var 10 år, stjal jeg cigaretskodder fra askebægeret derhjemme, og som 12-årig begyndte jeg at eksperimentere med øl, fordi jeg så, hvordan de gjorde min far glad.
Alkohol hjalp på den tristhed, jeg altid gik med. Jeg blev mobbet i skolen, og min eneste ven var nabodrengen. Vi begyndte at sjæle og lave indbrud. Det eskalerede, og jeg blev sendt på kostskole af kommunen. Indbruddene fortsatte jeg med, og jeg begyndte at sniffe lightergas og ryge hash. Jeg følte mig kasseret af min familie, fordi min bror fik lov at blive derhjemme.
Fra jeg var 12 år til 18 år, røg jeg ind og ud af institutioner, og som 15-årig kom jeg i ungdomsfængsel. Jeg var også et par måneder på psykiatrisk afdeling efter nogle selvmordsforsøg.
Jeg blev far to dage efter min 18-års fødselsdag. Men jeg ville ikke have, at min datter skulle se mig påvirket, som jeg selv så min far, så jeg mistede fuldstændig kontakten til hende.
Kort tid efter mistede jeg også mit kørekort på grund af spritkørsel. Derfra gik det rigtig stærkt. I et halvt år boede jeg på gaden i Odense og sov på varmestuer.
Mit mønster var, at jeg altid byttede en kæreste ud med en anden, fordi jeg havde en grundfølelse af at føle mig forladt. Så jeg boede hos forskellige kærester, blev smidt ud, boede på gaden og så forfra. Jeg forsøgte mig med antabusbehandling, men det virkede ikke.
Jeg forsøgte også med Minnesotabehandling – en slags behandling, hvor man snakker om sit misbrug som en sygdom. Jeg var sikker, at jeg var den eneste i verden, der havde det, som jeg havde det. Men her var jeg ikke alene. Behandlingen rev mig i stykker og samlede mig på ny. Sådan føltes det. På en god måde. Men så lavede jeg nummeret med at stikke af med en pige, glemte alt om behandlingen og fik et massivt amfetaminmisbrug, som varede i mange år.
Jeg endte til sidst i fængsel på grund af berigelseskriminalitet, fordi jeg skulle skaffe penge til mit misbrug. I fængslet startede drømmen om at blive clean. Jeg havde intet at komme ud til og huskede stadig, hvordan jeg havde det i Minnesota-behandlingen, så derfor valgte jeg at sidde min straf ud, mens jeg igen gik i behandling med møder i NA, Anonyme Narkomaner. Og så blev jeg clean.
Efter to år som clean startede jeg på uddannelsen til misbrugskonsulent og arbejdede først i en døgnbehandling, inden jeg søgte job på Kofoedsminde, som er en institution for kriminelle udviklingshæmmede. Gennem mit job blev jeg uddannet til pædagogisk assistent med fuld løn under uddannelsen, og det var helt fantastisk. Til efteråret vil jeg søge ind på meritpædagoguddannelsen, som jeg kan læse online ved siden af arbejdet.
Jeg elsker mit arbejde, at skabe relationer til beboerne, at konfliktmægle. Beboerne giver mig stadig en følelse af genkendelse. Jeg kan jo godt huske, hvordan det er at være ensom. Hvordan det er at være skidevred på systemet. Og hvordan man bare føler, at der ikke er nogen, der gider en. Og dem, der gerne vil en, har en bagtanke. Så jeg forstår det, når jeg står over for en beboer, der er rasende.
Og hvis jeg selv skal sige det, er jeg god til at skabe relationer til beboerne. Jeg har en fordel med min erfaring, der gør, at de stoler på, hvad jeg siger. Især, når vi har beboere med misbrug. Dem holder jeg særlige samtaler med, som mine kolleger ikke kan.
At stå her i dag kan ikke beskrives, fordi det er så surrealistisk og vildt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at var jeg fortsat, var jeg død, ligesom mange af mine kammerater fra dengang er. På den måde er jeg jo en lykkelig mand, og det er et mirakel, at jeg er her i dag.”