Krav om autorisation til et fag er anerkendelse af faget og dets særlige kompetencer. Men autorisationen indebærer også krav til fagets ansatte, og den kan mistes, hvis de ikke indfries. Den risiko fylder en del blandt FOAs medlemmer med autorisation.
”De oplever en frygt for, hvad det kan betyde for deres arbejdsliv,” fortæller Amalie Dam-Hansen, der er konsulent i FOA. Hun vil derfor gerne understrege, at en autorisation kun meget sjældent mistes.
”Blandt FOAs medlemsgrupper har vi cirka 150 sager årligt om autorisation, hvoraf 25-35 fører til påbud af en eller andet art. De fleste af sagerne drejer sig om misbrugsproblemer,” siger Amalie Dam-Hansen.
Det sker, at medlemmer, der får en sag om deres autorisation, samtidig bliver fyret, og de kan føle sig usikre på, om de igen kan få arbejde.
”Vores svar til dem er, at det kan de. Men vi anbefaler, at de fortæller åbent om deres sag,” siger Amalie Dam-Hansen. Hun understreger, at medlemmer altid bør søge hjælp i FOA, hvis de får en tilsynssag.
”Hvis de ikke gør det, risikerer de at blive ringere stillet end andre. Og for eksempel få et påbud, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere samtalen med Styrelsen for Patientsikkerhed, eller ikke forstår de breve, de har modtaget.”
Læs mere om dine
medlemsfordele ved autorisationssager på FOA.dk.
Fagbladet FOA har, i samarbejde med Amalie Dam-Hansen, herunder samlet en guide til bedre at forstå hvad autorisation er, og hvad ens rettigheder er:
Faggrupper i FOA med autorisation
Autorisationsloven gælder indtil videre for tre faggrupper i FOA. Det er social- og sundhedsassistenter, ambulancebehandlere og paramedicinere.
Du kan læse mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.