Gravide au pairer, der er blevet udsendt på et ulovligt grundlag, bør få erstatning. Det mener forbundsformand i FOA Dennis Kristensen.
Beskæftigelsesministeren har nu efter flere måneder erkendt, at der ikke er lovgrundlag for at udsende gravide au pairer.
"De kvinder, der er sendt hjem uden lovgrundlag, må vi tage ansvar for. De bør have erstatning for de forkerte afgørelser og for de tab, de har haft, fordi de er blevet sendt ud af Danmark. Det skylder vi de kvinder, vi har sendt hjem med et barn, som ofte har en dansk far. De har i den grad har brug for en økonomisk godtgørelse til deres børn," siger han.
Au pairer skal kunne føde i Danmark
Fagbladet FOA afslørede sidste år, at mellem 5 og 10 kvinder hvert år bliver sendt ud af Danmark med 30 dages varsel, hvis de bliver gravide under deres au pair ophold.
Der er derudover alle de au pairer, som har følt sig presset til abort, eller som er rejst hjem, inden myndighederne har opdaget deres graviditet.
Dennis Kristensen er godt tilfreds med, at beskæftigelsesministeren har erkendt, at der ikke var lovgrundlag for at sende gravide au pairer ud.
"Det er glædeligt, at ministeriet nu kommer til fornuft. Det var moralsk helt ude i hampen, at au pairer blev udvist, når de blev gravide, og nu viser det sig, at der heller ikke var lovhjemmel. I FOA forventer vi, at ministeren nu tager initiativ til at skabe et klart regelgrundlag, der gør, at man kan blive gravid i Danmark uden at blive sendt hjem på denne uanstændige måde," siger han til Fagbladet FOA.
Intern undersøgelse afslører
Det er ifølge Dagbladet Information en intern undersøgelse i beskæftigelsesministeriet, som har afsløret, at der ikke er lovhjemmel til at inddrage gravide au pairers opholdstilladelse.
»Regeringen vil derfor tage initiativ til en justering af de opholdsmæssige regler for gravide au pair-personer,« skriver Mette Frederiksen ifølge Information i et brev til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Indtil denne justering er gennemført vil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Udlændingenævnet ikke »træffe afgørelser på området«, hedder det i brevet. Ifølge Information er det dog uvist, om ministeren vil skabe klar lovhjemmel for at sende gravide au pairer ud, eller om hun vil ændre praksis. Både Enhedslisten, SF og FOA arbejder for det sidste.
Læs også: Danmarks stopper ulovlige hjemsendelser af gravide au pairer
FOA efterlyser klare regler
FOA mener generelt, at au pair-ordningen skal være mere en jobordning frem for i dag, hvor det oprindelige formål med ordningen er "kulturel udveksling".
"Jeg har i det sidste halve år ventet på, at Mette Frederiksen ville komme med et udspil for, hvordan hun vil normalisere au pair-ordningen. Nu, hvor det er konstateret, at der foregik ulovligheder på ét område, må vi forvente, at ministeren meget snart kommer med sit udspil for hele ordningen," siger Dennis Kristensen.
Læs mere i temaet: De forbudte børn