Det skal være forbudt at fyre gravide au pairer, lige som det er forbudt at fyre alle andre gravide i Danmark. Det mener regeringens støttepartier Enhedslisten og SF.
"Vores grundholdning er, at det vil være forkert, hvis værtsfamilierne kan fyre deres au pair, når hun er gravid. Hvis man tillader, at værtsfamilier kan fyre deres gravide au pair, vil det i så fald være de eneste gravide i Danmark, som man lovligt kan fyre," siger arbejdsmarkedsordfører i SF Eigil Andersen til Fagbladet FOA.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen præsenterede i sidste uge et udspil med i alt 14 forslag til ændringer af au pair-ordningen.
Mette Frederiksen foreslog blandt andet, at gravide au pairer ikke længere skal sendes ud af landet automatisk, når de bliver gravide. Men ministeren lægger i sit udspil dog op til, at det stadig skal være muligt for værtsfamilierne at opsige deres au pair, selv om hun er gravid.
Hvis en au pair bliver opsagt af familien, får hun inddraget sin opholdstilladelse og bliver dermed sendt ud af Danmark, uanset om hun er gravid eller ej.
Læs også: Minister laver lappeløsning for gravide au pairer
Normalt omvendt bevisbyrde
Eigil Andersen fra SF peger på, at der i Danmark er omvendt bevisførelse, hvis en arbejdsgiver fyrer en gravid. Det vil sige, at det er op til arbejdsgiveren at bevise, at han ikke fyrede kvinden på grund af graviditeten.
"Det siger noget om, hvor alvorligt vi normalt behandler sager om gravide, der bliver fyret," siger Eigil Andersen.
Ligestillingsordfører i Enhedslisten, Jørgen Arbo-Bæhr, mener også, at beskæftigelsesministeren skal sikre gravide au pairer imod fyring langt bedre.
"Jeg synes, at det skal være meget klarere, at når man bliver gravid i Danmark, får man præcis de samme rettigheder, uanset om man er au pair, eller om man er født her i landet," siger Jørgen Arbo-Bæhr, der også sidder i Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
SF: Fordobl lommepengene
Begge partier roser dog også ministeren for de mange forbedringer, der er i udspillet, som blandt andet indeholder forslag om i alt halvanden fridag om ugen, og at værtsfamilierne skal betale flybilletten både til og fra Danmark. Derudover foreslår ministeren bedre ferierettigheder, krav om et mere klart arbejdsskema og en forøgelse af lommepengene fra 3.250 kroner om måneden til 4.000 kroner om måneden.
"Vi synes grundlæggende, at det er et udspil med mange gode elementer, herunder også en lønforhøjelse til au pairerne, men vi synes, at den forhøjelse skulle være større. Vi synes, at man skulle forhøje beløbet til det dobbelte, altså 6.500 kroner," siger Eigil Andersen fra SF.
Læs også: Au pairer skal have flere lommepenge
Læs mere i temaet: De forbudte børn