Der er store problemer med au pairer fra Filippinerne, som bruger falske dokumenter, når de søger om opholdstilladelse i Danmark. Det oplyser kontorchef i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Merete Pårensgaard.
”I sager, hvor vi konstaterer, at der er brugt falske dokumenter, handler det typisk om, at de forsøger at skjule, at de har børn eller er gift,” siger hun til Fagbladet FOA.
Falske papirer i 45 procent
Au pairer må ifølge au pair-ordningen ikke være gift. Siden 1. september 2010 har det heller ikke være tilladt for au pairer at have børn.
I løbet af 2013 er der foretaget kontrol for falske dokumenter af mindst 80 ansøgninger om opholdstilladelse som au pair.
I omkring 45 procent af de sager, styrelsen tester, er der brugt falske eller forfalskede dokumenter, oplyser Merete Pårensgaard. Det drejer sig blandt andet om falske fødsels- og vielsesattester.
”Som reglerne er, kan vi ikke gøre så meget andet end at sikre, at de opfylder betingelserne. Men når der er så høj en procentdel, der bruger falske dokumenter, kan det give anledning til at overveje, om vi skal lave flere verificeringer,” siger hun.
Stikprøvekontroller
Der bliver foretaget en stikprøvekontrol af hver 10. ansøgning fra au pairer over 25 år. Oftest er det au pairer over 25 år, som er gift eller har børn, og som forsøger at skjule det. Derudover tester styrelsen de sager, hvor de har en konkret mistanke, oplyser kontorchefen.
Det kan være, at sagsbehandleren synes, at ansøgningen ser mistænkelig ud, men det sker også jævnligt, at au pairer anmelder hinanden.
”Vi får typisk oplysninger med henvisning til Facebook, hvor der er billeder af manden og børnene. Hvis der er kød på sagen, undersøger vi den. Vi inddrager opholdstilladelsen, hvis det viser sig, at der er afgivet urigtige oplysninger,” siger hun.
På mission til Filippinerne
Tidligere på året var Merete Pårensgaard sendt til Filippinerne for at undersøge, hvordan au pair-ordningen bliver administreret.
Turen bekræftede, at der er store problemer med falske dokumenter, men der var også positive overraskelser.
”Jeg var imponeret over, hvor grundigt au pairerne blev oplyst om, at au pair-ordningen handler om kulturel udveksling og ikke om arbejde,” siger Merete Pårensgaard.
Omkring 84 procent af alle au pair i Danmark kommer fra Filippierne. I alt bliver der givet omkring 1.700 opholdstilladelser til au pairer fra Filippinerne om året.
Læs også: Ekspert: Au pair-regler strider mod menneskerettigheder
Læs mere i temaet: De forbudte børn
Se notat: Til beskæftigelsesudvalget om au pair-ansøgninger