Annonce

Ryggen af pige med krykke i hånden og skinne på det ene ben

De forbudte børn

Au-pair smidt ud efter arbejdsskade


Opdateret 26. august 2014

28-årig au-pair fik en alvorlig knæskade under rengøring i hjemmet. Da det gik op for værtsfamilien, at hun på grund af skaden ikke kunne arbejde i 8 uger, blev hun fyret på stedet.

Annonce

Maria fik forskubbet sin knæskal og skal gå med skinne i 8 uger. I den tid kan hun ikke arbejde, og derfor fyrede hendes værtsfamilie hende dagen efter ulykken. Mikkel Østergaard

Af Rasmus Wind
Journalist

Annonce

Kommer du til skade på arbejdet, er det ud af landet med 14 dages varsel. Så barske kan vilkårene være for de cirka 4.500 au pairer, der lige nu virker i danske hjem.

For 28-årige Maria blev det virkeligheden som et lyn fra en klar himmel, da hun for godt to uger siden kom til skade under støvsugningen i velhavervillaen i Holte nord for København, hvor hun var au pair.

Hjørnet på en stabel tunge kasser, som hun måtte flytte for at komme til med støvsugeren, fik fat under hendes venstre knæskal, og en uheldig bevægelse senere havde knæskallen forskubbet sig, og Maria var midt i et smertehelvede.

"Jeg græd, fordi det gjorde så ondt, og jeg måtte støtte mig til skaftet til gulvskrubben for at kunne komme hen til en stol," fortæller Maria til Fagbladet FOA. Maria ønsker ikke at hendes fulde navn bliver nævnt i denne artikel, men det er redaktionen bekendt.

Efterladt på skadestuen
Kort efter ulykken var Marias værtsfamilie hjemme, og hun blev kørt til egen læge. Derfra blev hun henvist til skadestuen, men familien fandt ikke tid til at hjælpe Maria derhen før ud på aftenen godt 4 timer senere. På skadestuen blev Maria efterladt alene efter et par timer med lovning om penge til en taxa hjem, når hun var blevet behandlet. Maria taler ikke dansk og mestrer kun engelsk til husbehov.

Efter godt og vel 7 timers ventetid har Maria fået røntgenundersøgt det skadede knæ og kan langt ude på natten vende hjem til Holte med en stor skinne om knæet og besked om, at det skal undersøges igen om to uger. Skinnen skal dog støtte knæet i mindst 8 uger, og hun må ikke arbejde.

Fyret med 14 dages varsel
Morgenen efter ulykken vågnede Maria op til et sandt bombardement af dårligdomme. Smerterne i knæet var store, men det værste var værtsfamiliens reaktion.

"Min værtsmor spurgte mig, hvordan jeg havde det, og jeg fortalte det, de havde sagt på hospitalet. Så ringede hun selv til hospitalet og til myndighederne, og da hun havde talt med dem, sagde hun til mig, at jeg var fyret, og at jeg skulle hjem til Filippinerne inden for 14 dage," siger Maria og fortsætter med gråd i stemmen:

"Se at få det ind i hovedet, du skal hjem NU, sagde min værtsmor til mig."

Maria appellerede forgæves til familien om at de i det mindste ville lade hende blive til det første lægetjek – også med håbet om at få lidt tid til måske at finde en ny værtsfamilie – men der var ingen pardon.

"Der er da ikke nogen, der vil have dig, du kan jo ikke engang bøje benet," fortæller Maria, at værtsmoderen nærmest råbte til hende.

I praksis ingen rettigheder
Få dage efter ulykken flyttede Maria fra familien i Holte og får nu hjælp af FOA til at føre arbejdsskadesag og gøre krav gældende til forsikringen.

"Maria har i praksis ingen rettigheder som au pair med en arbejdsskade. Familien kan opsige kontrakten efter behag, og der er kun meget vage krav til, hvordan de skal hjælpe hende, når hun kommer til skade på arbejde i hjemmet. Det ville hjælpe alle, hvis der kom klare regler på området," siger forhandlingschef Jakob Bang fra FOA.

Marias Værtsfamilie er gentagne gange blevet kontaktet af Fagbladet FOA for en udtalelse, men har ikke svaret på henvendelserne.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev