Annonce

Kvinde i tuk tuk kigger bagud

De forbudte børn

EL: Au pairer skal have ret til barsel


Enhedslisten vil give au pairer ret til barsel og beskyttelse i mod fyring som andre kvinder i Danmark. DF vil standse, at au pairer bliver udnyttet til billig rengøring.

Annonce

Au pairer skal ikke som Edna Ferrer her være tvunget til at forlade Danmark, når de bliver gravide, mener Enhedslisten. Michael Rastrup Smith

Af Signe Højgaard
Journalist

Annonce

Kvinder, der bliver gravide, mens de er au pair i Danmark, skal have ret til at få børn og gå på barsel som andre kvinder i Danmark. Det mener Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jørgen Arbo-Bæhr.

”Vi skal have sløjfet den opstramning, som den tidligere regering indførte om, at au pairer ikke må være gift eller have børn,” siger han.

Fagbladet FOA har afsløret, hvordan kvinder bliver udvist af Danmark, hvis myndighederne opdager, at de er gravide, mens de arbejder som au pair.

Se også: Gravide sendes ud af landet

Enhedslisten har tidligere foreslået, at Danmark skal tiltræde en international konvention for husarbejdere, ILO 198. Det vil sikre au pairer samme grundlæggende rettigheder som andre på arbejdsmarkedet.

”Det drejer sig om folk, der kommer til Danmark for at arbejde. De skal have samme muligheder som alle andre,” siger Jørgen Arbo-Bæhr.

DF: Au pair er for unge studerende
I Dansk Folkeparti mener arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, at au pair-ordningen skal bringes tilbage til det oprindelige formål. Ordningen blev oprindeligt brugt til kulturel udveksling af unge, der til gengæld hjalp til i huset hos værtsfamilien.

”Hvis folk vil have rengøringshjælp, må de ansætte folk til det og betale, hvad det koster. Au pairer skal ikke være rengøringsslaver,” siger Bent Bøgsted.

Han foreslår, at aldersgrænsen for au pairer sættes ned til 25 år. I dag kan en au pair være i alderen 18-30 år. Derudover foreslår Bent Bøgsted, at ordningen kun skal være for studerende eller unge, der skal i gang med en uddannelse. Han vil også forkorte perioden, hvor en ung kan være au pair, fra maksimalt to i år i dag til et enkelt år. Og han vil sikre, at au pairer kender reglerne, inden de kommer til Danmark.

”De skal orienteres om, at de skal beskytte sig, for de bliver sendt hjem, hvis de bliver gravide,” siger han.

Regeringspartierne vil drøfte ordningen
Arbejdsmarkedsordfører i SF Eigil Andersen vil tage problemet op med beskæftigelsesministeren.

”Der er helt klart behov for, at regeringspartierne får snakket sammen om denne problematik og får set på, om vi kan gøre noget for at få forbedret de forhold, som man bliver budt, når man er au pair og er gravid,” siger han.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har ikke ønsket at stille op til interview, men har meddelt, at hun har bedt sine embedsmænd om at se på mulige løsninger.

Læs også: Minister vil se på løsning for gravide au pairer

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev