Gidseltagning. Spark, slag og dødstrusler. Personaleflugt og underbemanding. Social- og sundhedsassistent Nanna Madsen har mange urovækkende fortællinger fra de tre år, hun nåede at arbejde på retspsykiatrisk afsnit P2 i Middelfart.
”Utryghed var en del af hverdagen, og det var som om, at det måtte vi medarbejdere på gulvet bare acceptere,” siger hun.
Nanna er glad for den hjælp og støtte, hun har fået fra FOA, efter hendes arbejdsgiver – Region Syddanmark – svigtede sit ansvar om sikkert arbejdsmiljø.
Hendes historie starter i sommeren 2018, hvor hun er hun med til at åbne et nyt retspsykiatrisk afsnit i Middelfart. En stor del af kollegerne har ingen psykiatrisk erfaring, men der er ’no mercy’, som Nanna Madsen formulerer det.
”Det væltede ind med patienter fra første dag. Selvom det var spændende, var det meget voldsomt,” siger hun.
Truede med kokkekniv
I løbet af de første tre måneder bliver Nanna Madsen både skubbet hårdt, spyttet på og truet adskillige gange. En mandag i december er det tæt på at gå helt galt. Om morgenen hilser hun på en af sine patienter, der er i varetægtssurrogat for at have knivstukket en anden mand 11 gange i maven. Han er bange for de andre patienter, og de er bange for ham, husker hun.
”Selvom han får meget medicin, er han utrolig syg og forpint. Den morgen er han i underligt humør, og han glæder sig til at komme i køkkenet, som han har aftalt med en ergoterapeut fredagen forinden,” fortæller Nanna Madsen.
Da hun lidt senere vil tjekke op på, hvordan det går i køkkenet, ser hun patienten komme gående op ad gangen, mens han har fat om ergoterapeutens skulder. Nanna opdager, at patienten bag den anden arm skjuler en 20 centimeter lang kokkekniv.
”Det bliver lidt sort for mig, men jeg får hjulpet ergoterapeuten ind på kontoret, mens patienten får truet sig til nøgler og bil fra en kollega på parkeringspladsen,” fortæller hun.
”Det er ren overlevelse”
Da patienten bakker den stjålne bil, kører han ind i den politibil, der netop er kommet frem til sygehuset. Der opstår voldsom tumult i flere minutter, inden Nanna træder til og hjælper med at få ham bæltefikseret.
”I situationen pumper adrenalinen, og jeg føler, at jeg har overblikket. Men det er ren overlevelse. Da jeg er hjemme og en kollega ringer og spørger til mig, knækker filmen fuldstændig,” siger Nanna, der bliver sygemeldt samme dag.
I alt fem medarbejdere ender med at komme til skade i løbet af episoden, står der i Arbejdstilsynets efterfølgende rapport, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i. Sygehuset får to strakspåbud, fordi arbejdsmiljøloven er overtrådt.
Efter få ugers sygemelding er Nanna tilbage på arbejde. På det tidspunkt har flere af hendes kolleger allerede sagt op, men den mulighed eksisterer ikke for Nanna Madsen.
”Jeg er stædig, og det er jo det her speciale, jeg ønsker at arbejde med. Men folk er trætte af at være der, fordi sikkerheden er dårlig. Det første år siger omkring 20 ud af 35 op. Det er hårdt hele tiden at lære nye op. Når alarmen går, ved man ikke, om man kan regne med den nødvendige opbakning.”
Angsten vokser
I april 2019 – altså bare få måneder efter den voldsomme gidseltagning i december – får sygehuset et nyt strakspåbud, fordi risikoen for fysisk og psykisk vold fortsat ikke er tilstrækkelig forebygget. I alt får afsnittet syv påbud af Arbejdstilsynet på to år, men Nanna oplever ikke, at sikkerheden bliver bedre.
Hun bliver udsat for nye voldsomme og potentielt farlige episoder, mens angsten vokser i hende. I privatlivet tør hun ikke at være alene, og i slutningen af 2020 bliver hun sygemeldt på ny.
Kort efter får afsnittet endnu et strakspåbud. ”De høje følelsesmæssige krav i arbejdet kan have indvirkning på de ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt,” konkluderer Arbejdstilsynet, der samtidig vurderer, at belastningen har stået på i mere end et år.
Otte måneder efter sin sygemelding bliver Nanna opsagt på grund af langvarigt sygefravær.
I mellemtiden har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) anerkendt Nannas angst og PTSD som arbejdsskade. FOA mener, at hun også bør have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte. Det kræver, at regionen påtager sig ansvaret for Nannas psykiske arbejdsskader.
Derfor sender FOA et brev til Region Syddanmark med krav om, at regionen påtager sig et erstatningsansvar. Og ganske ekstraordinært i denne type sager vedkender regionen sig ansvaret uden yderligere forhandling. Den melding betyder meget for Nanna Madsen:
”Jeg kunne godt have en følelse af, at jeg bare ikke var robust nok. At det var min egen skyld. Så det var rart at få at vide, at andre er skyld i, at jeg har fået PTSD og angst,” siger hun.
Region: Det var vores ansvar
I Region Syddanmark var man aldrig i tvivl om sit erstatningsansvar, fortæller chefsygeplejerske på psykiatrisk afdeling Isabel Gindeberg. Hun fremhæver den voldsomme ulykke med gidseltagning i december 2018:
”Det var en helt ekstraordinær og ganske forfærdelig episode, der ikke må ske. Uden at gå ind i den konkrete sag, så er det meget simpelt: regionen har som arbejdsgiver ansvaret for sikkerheden, og derfor er de fejl, der blev begået, vores ansvar.”
I kølvandet på ulykken blev en række procedurer strammet op, forklarer Isabel Gindeberg. Alligevel fik afsnittet fire nye påbud i de to efterfølgende år, og det skyldes ifølge chefsygeplejersken, at forandringerne var svære at implementere.
”Alle var forfærdeligt påvirkede af det, der var sket. Flere blev sygemeldt og andre sagde op, og derfor var der ikke plads i gruppen til at skabe de nødvendige forandringer,” siger hun og fortsætter:
”Én ting er at skrive instrukser, men der gik rigtig lang tid, før vi kunne konstatere, at alle vidste, hvordan der skulle ageres. Det var en svær proces for alle, men det lykkedes til sidst.”
- Men hvis personalegruppen var så ramt, og der går to år, før man er i mål med de nødvendige forandringer, er det så forsvarligt at drive stedet i de år med den konsekvens, at medarbejdere jo fortsat udsættes for forfærdelige hændelser?
”Ja, det mente vi, og når jeg kigger tilbage, vil jeg stadig sige, at det skulle vi. Men det var svært, for vi havde flere sygemeldte, så der var kompetencer, der pludselig var væk, og vi skulle måske have gjort mere for at bearbejde det, der var sket,” siger Isabel Gindeberg.