Pludselig står en mand ude foran Keld Johansens bopæl og kalder på ham. Han vil bare lige tale med ham, siger han. Gennem vinduet genkender Keld ham øjeblikkeligt, for manden er dagen inden blevet udskrevet fra det lukkede afsnit på det psykiatriske sygehus i Aarhus, hvor Keld på daværende tidspunkt arbejder. Keld skynder sig udenfor, hvor hans datter, som han er alene hjemme med, leger. Han får hende ind i huset.

 

Den tidligere patient begynder at råbe, da han opdager Keld. Han er utilfreds med sin behandling og mener, at Keld bærer ansvaret. Efter 15-20 minutter lykkes det Keld at få manden gennet væk fra matriklen, og han låser døren til sit hus. Patienten viser sig ikke igen, men alligevel har en utryghed forplantet sig i Keld Johansen.

 

”Lige pludselig kunne jeg se, at mit arbejde også kunne have konsekvenser for min familie. Jeg havde rigtig svært ved at lade min datter lege alene ude foran og i det hele taget lade hende være alene. Jeg var nødt til at spørge mig selv, om det var det værd. Om jeg ville risikere det her fremadrettet,” siger Keld Johansen.

 

Han vælger at beholde sit arbejde i behandlingspsykiatrien. Selvom episoden ved bopælen er mere end ti år gammel, er problematikken og risikoen den samme i dag, fortæller Keld Johansen. 

 

Patienter kan uden videre finde medarbejdernes fulde navn via deres journal. Det skaber utryghed blandt personalet, der i årevis har forsøgt at opnå beskyttelse i form af anonymitet ved journalføring.

 

Læs også: Loven er på plads, men sundhedspersonale kan fortsat ikke navnebeskyttes

Rent lovmæssigt har dén mulighed eksisteret siden 1. juli sidste år, hvor en ny bekendtgørelse for journalføring trådte i kraft. Men som Fagbladet FOA kunne fortælle i sidste uge, har regionerne 14 måneder senere fortsat ikke taget stilling til, om navnebeskyttelse overhovedet skal være en mulighed.

 

Keld Johansen har svært ved at forstå, hvad man venter på. I hans optik handler det ikke bare om at beskytte medarbejderne, men også patienterne.

“En patient kan stadig være psykotisk efter udskrivelse og i affekt komme til at gøre noget strafbart. Hvis manden foran mit hjem var kommet til at skade mig, havde det jo også skadet ham. Så det handler om at indskrænke den mulighed,” mener social- og sundhedsassistenten og fortsætter:

“Og så må jeg bare sige, at når man arbejder i for eksempel akutpsykiatrien eller retspsykiatrien, så er man nødt til at have den form for beskyttelse. Jeg kan ikke forstå, at man som arbejdsgiver ikke har en interesse i at beskytte sit personale.”

“Dem, vi for eksempel arbejder med i retspsykiatrien, er jo borgere, som politiet vælger at bringe ud til os,” siger han og fortsætter:

“Så jeg må konstatere, at man gerne vil beskytte dem, som anholder manden, mens man ikke har en interesse i at beskytte os, der skal få ham behandlet, på ret køl og ud i samfundet igen. Det giver en følelse af, at vores betydning ikke er så stor.”

Et fremtrædende argument imod navnebeskyttelse er, at det vil være ødelæggende for relationsarbejdet. Men det har Keld Johansen svært ved at forstå, da han har ikke noget problem ved, at patienterne kender hans fornavn.

“Jeg synes jo ikke, at man skal gå ind til en patient og sige: ‘hej, jeg hedder 0173’. Det er slet ikke meningen. Men for relationen er det ikke afgørende, om jeg siger, at jeg hedder Keld, eller om jeg siger, at jeg hedder Keld Heiborg Johansen. Det er ikke det, der skaber den afgørende relation, og derfor synes jeg ikke, at dét argument holder,” forklarer han.

I marts valgte Keld Johansen at opsige sin stilling efter 21 år i behandlingspsykiatrien. Dermed var han med til at styrke den rekrutterings- og fastholdelseskrise, som psykiatrien befinder sig i. Han troede aldrig, at han skulle søge væk, men til sidst følte han ikke, at han havde noget valg.

“Jeg kunne simpelthen ikke holde til det mere. Det forfærdelige er, at man ikke føler, at nogen vil passe på én. Vi er vitterligt en gruppe mennesker ude i psykiatrien, der elsker arbejdet, men den gamle garde er ved at give op. Da jeg startede var vi 21, men nu er der kun to tilbage på hospitalet,” siger han.

“I det sidste halvandet år i behandlingspsykiatrien, hvor jeg var jeg på den psykiatriske skadestue, var vi på intet tidspunkt fuldt normeret, fordi det ikke var muligt at finde personale,” fortsætter social- og sundhedsassistenten.

For Keld Johansen er den manglende navnebeskyttelse seneste eksempel i en lang række henover de seneste 10-15 år, som har skabt en følelse af afmagt.

“Den følelse tror jeg, at de fleste af os ældre i faget efterhånden har. Den slider én op. For hvis ikke vores arbejdsgiver vil passe på os, hvem vil så? Jeg ved snart ikke, hvem det er, man skal råbe op?,” siger Keld Johansen.

I dag arbejder han som mestringsvejleder i Aarhus Kommune, hvor han yder bostøtte til psykisk sårbare voksne. Han følger stadig udviklingen i behandlingspsykiatrien, hvor et af de store spørgsmål for tiden er, om det lykkes folketingets partier at blive enige om en 10 års plan for psykiatrien.

Forud for forhandlingerne havde regeringen nedfældet et ark med 10 mål. Her lyder tiende punkt, at “sundhedspersonalet skal have lyst til at arbejde i psykiatrien.” Sætningen udstiller psykiatriens massive problemer, mener Keld Johansen.

“Jeg synes, at det mål er så vanvittigt. Det skriger til himlen, at man skriver det ind, for det burde jo være en selvfølge, at personalet har lyst til at arbejde der.”

Læs også: Stort flertal i psykiatrien og ældreplejen vil navnebeskyttes

Blandt de ansatte i sundhedsvæsenet er der generelt stor opbakning til navnebeskyttelse, viste sidste års undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

Her angav 77 procent af FOAs medlemmer i sundhedsvæsenet, at de enten er ’helt enige’ eller ’delvist enige’ i, at de vil benytte sig af navnebeskyttelse, hvis det bliver en mulighed. Blandt de ansatte i psykiatrien er det hele 96 procent.

Danske Regioner ønsker ikke at stille op til interview om muligheden for at være anonym ved journalføring, før en arbejdsgruppe har afleveret sine bud på mulige modeller. Det forventes at ske i løbet af efteråret.