Annonce

Vinder af vores konkurrence

Tema: Vold i psykiatrien

”Psykiske lidelser er ikke noget, man skal klare selv”


Fagbladet FOAs perleplade-værk fra vores psykiatri-tema er nu afleveret til social- og sundhedsassistent Linda Vera Lundqvist. Hun ønsker brændende at bryde det tabu om psykiske sygdomme, hun oplever i sit eget liv.

Annonce

Linda Vera Lundqvist, 40-årig social- og sundhedsassistent fra Ballerup, har selv haft det svært både arbejds- og helbredsmæssigt. Men hun skjuler ikke, at hun selv har psykiske problemer. "Det er så vigtigt at tale åbent om det", siger hun. Morten Bruun

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Netop nu er Linda Vera Lundqvist sygemeldt med dårlig ryg, stress og depression. Hendes mand har kæmpet med depressioner i årevis. Og det ældste af parrets to børn, en nu 18-årig søn, er ved at blive udredt for en psykiatrisk diagnose.

Med andre ord har den 40-årige social- og sundhedsassistent og hendes familie nok at slås med. Men hun blev ikke desto mindre glad, da hun forleden fik at vide, at Fagbladet FOA havde valgt hende til at modtage det store perleplade-værk, som blev kreeret som led i fagbladets psykiatritema tidligere på året.

Læs også: Man skal ikke gå alene med psykisk sygdom

Værket fungerede som overskrift til et interview med kunstneren Dy Knudsen, der selv er psykisk syg og psykiatri-ambassadør, og lød således: Man skal ikke gå alene med psykisk sygdom.

”Det er bare det bedste budskab. Det kunne nok ikke være havnet et bedre sted end her,” sagde Linda Vera Lundqvist, da hun fik overrakt det nu indrammede kunstværk.

Hænger nu i lægens venteværelse
Hun er vokset op i en familie med psykiske udfordringer, og allerede da hun var gravid første gang, fik hun hjælp fra rådgiverne i Familiehuset i Ballerup. Her har familien siden søgt hen, når det var nødvendigt, og Linda Vera Lundqvist er taknemmelig for den hjælp, Familiehuset har ydet.

Læs også: Alenearbejde udløser stor kritik: Se otte sager, hvor det kunne være gået helt galt

Men hun er også glad for den støtte, hun og familien har fået fra deres praktiserende læge. Og som tak for den hjælp har Linda Vera Lundqvist valgt at forære perlepladeværket til lægen, og nu hænger det i venteværelse som en påmindelse til alle, der slås med sindet.

”Jeg har tit oplevet, at folk er bange for at tale om psykiske sygdomme. Det er som om, det er tabu. Jeg håber virkelig, at billedet nu kan fortælle andre, at psykiske lidelser ikke er noget, man skal klare selv,” siger Linda Vera Lundqvist og tilføjer:

”Det er helt i orden at bede om hjælp. Man får det ikke bedre uden.”

Fagbladet FOA brugte 25 perleplader og godt 12.000 perler til perlepladeværket.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev