Knap to år efter at Styrelsen for Patientsikkerhed besluttede, at sundhedspersoner selv skulle betale for en række udgifter i forbindelse med tilsynssager, har Ankenævnet for Tilsynsafgørelser tvunget styrelsen til at droppe den kritiserede model.

Den pågældende praksis trådte i kraft i foråret 2020 og betød, at sundhedspersoner selv måtte betale for en lang række kontrolforløb, herunder urin- og blodprøver, hvis de blev involveret i en tilsynssag.

Det er ikke mindst FOAs fortjeneste, at det igen bliver gratis, efter at forbundet sammen med en række andre organisationer har lagt pres på styrelsen.

Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind

"Det er forholdsvis store udgifter, medlemmerne har siddet med, da de selv skulle betale for udgifterne. Det er ikke rimeligt, hvis man i forvejen er udfordret og kæmper for at bibeholde sin autorisation," fortsætter Torben Hollmann.

Netop at det er er økonomisk og psykisk hårdt at have en tilsynssag i styrelsen kan være det, der gør udslaget for den sundhedsperson, som er under mistanke.

Men det vender vi tilbage til senere. Lad os først spole tiden tilbage til 2019 før praksissen blev ændret.

Bekymringsskrivelse fra ledelsen

Den nu 40-årige Maria arbejdede dengang på et plejehjem som social- og sundhedsassistent, hvor hun gav borgerne sygepleje, observerede deres helbred, og gav dem den medicin, der var behov for.

Det var dog kun indtil, at der manglede en større mængde morfin i medicinrummet. 

På trods af at der ikke var nogle entydige beviser på, at det var Maria – der var én blandt flere, der havde adgang til medicinen – blev hun sat i et tilsynsforløb i Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor de skulle undersøge, om der var hold i bekymringsskrivelsen, om hun havde et stofmisbrug, som de havde modtaget fra ledelsen på plejehjemmet.

Hun blev i forbindelse med episoden afskediget og måtte i et halvt år vente på styrelsens afgørelse om, hvad der skulle ske med hende. I den periode fik hun frataget sin autorisation midlertidigt og kunne derfor ikke arbejde.

"Jeg overvejede at stoppe efter det første halve år. Det var helt tåbeligt, at jeg skulle i behandling for noget, jeg ikke havde gjort. Det var jo så langt ude," fortæller Maria, der af sine faglige sekretærer dog blevet rådgivet til ikke at fraskrive sig sin autorisation.

Da styrelsen vendte tilbage efter det halve år, fik hun sin autorisation tilbage. Hagen var bare den, at hun ugentligt skulle fremvise to negative urintests i en udefineret periode for at bevise, at hun ikke havde et misbrug.

"Det værste var, at jeg ikke vidste, hvad der ville ske. Det har været et hårdt forløb, hvor jeg flere gange tænkte, om det nogensinde ville få en ende," fortæller Maria, som ved tilsynets start ikke fik en endegyldig dato for, hvornår hendes sag ville blive vurderet.

De to ugentlige tests skulle tages hos lægen. Og al kørslen var for egen regning. 

Grundet bekymringsskrivelsen skulle Maria også aflægge visit hos både psykolog og psykiater. Det var forståeligt med det misbrug, hun angiveligt kunne have.

Maria blev dog noget overrasket, da en sms tikkede ind fra psykiateren, der var blevet udpeget af styrelsen.

Den dag i dag er hun stadig mystificeret over, at hun ikke blev kontaktet via e-Boks eller anden digital postkasse, som ellers er almen praksis.

Intet indikerede, om der overhovedet var tale om en licenseret psykiater. Men selvom hun ikke følte sig helt tryg med situationen, var hun nødsaget til at mødes med ham, hvis hun fortsat ville kalde sig selv social- og sundhedsassistent.

Hun fik derfor aftalt at mødes med ham på en parkeringsplads ude foran Nyborg Sygehus, og fik sin mand til sidde ude i bilen og vente på hende.

Den lange køretur endte blot op i en 25 minutters samtale med psykiateren, der på den halve time skulle vurdere, om der var hold i bekymringsskrivelsen.

Derudover skulle hun møde op på et misbrugscenter i forbindelse med forløbet.

"De nærmest grinede af mig, da jeg fortalte dem, hvorfor jeg var der," fortæller Maria om hendes besøg på centret.

For det var tydeligt for enhver professionel, at der i Marias tilfælde ikke var tale om en misbruger. De regelmæssige samtaler på misbrugscentret – som efterhånden foregik telefonisk grundet coronanedlukningen – blev efterhånden også mere uformelle, da de ikke mente, at der var behov for det, fortæller Maria.

Konstant uvished

Trods de professionelles vurdering af Maria, måtte hun fortsætte med at gå til kontrol to gange ugentligt. Og igen – og igen og igen – kom hendes tests negative tilbage.

Det er almindeligt at et forløb i Styrelsen for Patientsikkerhed løber over en periode på to år for at sikre, at den sundhedsansatte ikke får et tilbagefald. Men når der ingen indikation var på, at Maria havde et stofmisbrug, følte hun sig mere og mere afmægtig.

Et halvt år inde i kontrollen blev Maria igen kontaktet. Hun er mor til to og blev derfor denne gang kontaktet af familieafdelingen.

"Det er ikke fordi, jeg ikke har forståelse for det, når man er under mistanke for at have et misbrug. Men når man først bliver indkaldt et halvt år efter… Hvis jeg i realiteten havde haft et misbrug, så kunne der have været sket meget med mine børn i det halve år," siger Maria.

Det var deromkring, at Maria også modtog en ny besked fra styrelsen. De havde nemlig besluttet at lave deres praksis om, og dermed var det fra foråret 2020 Maria selv, der skulle stå for alle omkostningerne af kontrollerne. Og hvis hun ikke ville samarbejde, ville hun miste sin autorisation.

Målt og vejet

Maria følte, at hun konstant skulle vurderes.

Frustrationerne voksede, og inddragelsen af hendes to børn påvirkede hende så dybt, at hun kraftigt begyndte at overveje at droppe det hele – fraskrive sig sin autorisation, så hun kunne slippe for uvisheden og det psykiske pres, hun konstant var under.

Det ville hendes faglige konsulenter i FOA dog ikke høre tale om. Hun skulle ikke lade sig kue af styrelsens evindelige trakasserier.

Det første år med praksisændringen løb op i omkring 16.000 kroner for udgifterne af kontrollerne, som Maria nu skulle stå for – endnu en belastning under et forløb, som hun den dag i dag stadig har svært ved at snakke om.

"Det har været svært. Jeg er stadigvæk–," siger hun og stopper sig selv, da tårerne begynder at trille ned af hendes kinder.

Hun er stadig meget psykisk påvirket og kan være usikker på, om hun nogensinde kan finde tilbage til, hvordan hun havde det før, bekymringsskrivelsen landede hos styrelsen. 

Hun har sideløbende med forløbet i Styrelsen for Patientsikkerhed haft arbejde som vikar, hvor hun som social- og sundhedsassistent har arbejdet på alt fra plejehjem til bosteder.

Selvom hun før arbejdede på et plejehjem og elskede sit job der, vil valget i dag dog ligge på det sidstnævnte.

"For mig har det været en lettelse at skulle arbejde på et bosted, for der har de den regel, at vikarer ikke må håndtere medicin. Sådan en vagt for mig er fantastisk. For så er der i hvert fald nogle timer, hvor jeg ikke skal bekymre mig om, at jeg kan blive beskyldt for noget," fortæller Maria. 

Åbner sager igen

Det var også med afsæt i Marias oplevelser med styrelsen i samspil med en sygeplejerskes, at FOA sammen med en række andre organisationer begyndte at lægge et pres på styrelsen for at få dem til at ændre deres praksis tilbage igen. 

Fagbladet FOA har været i kontakt med styrelsen om Marias forløb, men de ønsker ikke at kommentere på sagen. 

Styrelsen for Patientsikkerhed har imidlertid meddelt, at de vil gennemgå samtlige sager, hvor sundhedspersoner har fået frataget deres autorisation på grund af manglende medvirken til kontrolforløb for at vurdere, om betalingsspørgsmålet har haft en betydning i den enkelte sag. 

Tilsvarende vil styrelsen refundere de udgifter, sundhedspersoner er blevet pålagt i forbindelse med tilsynssager, oplyser styrelsen til Fagbladet FOA. 

Får sine penge igen

Maria har under hele forløbet fået bistand af sin FOA-afdeling i Midtjylland. Her er holdningen, at det er "helt hen i vejret", at systemet ikke alene har kørt hende i sænk på noget, der ikke kan bevises. Det kaldes også̊ "absurd", at hun undervejs pludselig også skulle bekymre sig om sin økonomi.

"Jeg vil altid være bange for, at jeg kan blive mistænkt for sådan noget igen. For når det er sket en gang, kan det lige så̊ godt ske igen i morgen," siger Maria, som dog har udsigt til en lille oprejsning. Efter at styrelsen har droppet den kritiserede praksis, får hun nemlig de penge, som hun har betalt i forbindelse med kontrolforløbet, igen.

Maria er et dæknavn, da hun ikke ønsker sit eget navn frem. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.