Personer, som er i risiko for at blive alvorligt syge af coronavirus og derfor ikke kan passe deres arbejde, kan fortsat blive hjemme med refusion frem til 31. marts 2021. Det samme gælder forældre til børn, der er hjemsendte. Det har regeringen netop vedtaget.
”Der vil gå en rum tid, før vi er sluppet af med corona-virusset, og det er vigtigt, at vi fortsat kan hjælpe lønmodtagere, arbejdsgivere og selvstændige med nogle af de udfordringer, som hele denne ekstraordinære situation på arbejdsmarkedet giver,” siger beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard blandt andet
i en pressemeddelelse.
Forældre til børn som enten selv er smittede med coronavirus eller hjemsendt som nær kontakt, kan få barselsdagpenge i op til 10 dage per barn. Ordningen omfatter børn, der er til og med 13 år gamle.
Aftalen gælder både for lønmodtagere og selvstændige, hvis forældrene opfylder beskæftigelseskravet og ikke har omsorgsdage eller afspadsering, de kan bruge til at passe barnet. Forældrene skal dog ikke bruges deres feriedage på at passe børn.
Forhandling om forlængelse af lønaftale for risikogrupper
Mens forældre til hjemsendte børn bliver sendt hjem med barselsdagpenge, bliver personer i risikogruppen efter nytår sendt hjem med sygedagpenge.
Indtil nu har ansatte i risikogruppen været sendt hjem med løn, og den aftale vil FOA sammen med Forhandlingsfællesskabet forsøge at genforhandle med KL og Danske Regioner. Og regeringens forlængelse her er første skridt på vejen, fortæller forbundssekretær i FOA, Maria Melchiorsen.
"Det er meget positivt, at politikerne har lyttet og forlænget aftalen. Især i lyset af, hvordan det går med coronavirus lige nu, og de ekstra restriktioner, der netop er blevet meldt ud," siger hun.
Dog kan det blive en udfordring at genforhandle aftalen om løn til hjemsendte i risikogruppen, fortæller forbundssekretæren.
"Jeg tror, det bliver svært. Men vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at få forhandlet en tilsvarende aftale på plads, så de udsatte i risikogruppen med ro i maven kan blive derhjemme med løn. Vi skal fortsat passe på medarbejderne i risikogruppen. Især som smitten stiger," siger Maria Melchiorsen.