Det hyppigste symptom er ekstrem træthed. Og det i en grad, at patienter med alvorlige senfølger efter covid-19 ofte ikke bare vender tilbage til deres almindelige liv, men må ned i tid eller arbejde færre dage.
Sådan lyder den foreløbige konklusion på det største danske studie om senfølger med 160 patienter på lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Her er de i gang med at indsamle viden, inden de kan analysere data efter tre, seks og 12 måneder, forklarer overlæge Ejvind Frausing.
”Foreløbig ser det ud til, at hovedparten af vores patienter oplever en træthed, der er invaliderende for dem,” siger Ejvind Frausing.
Derudover har patienterne symptomer fra luftvejene og bliver forpustede af små ting, selvom de var fysisk aktive, inden de blev syge. Nogle døjer med hoste, smerter eller irritation i luftvejene, og andre har også muskelsmerter, hovedpine eller hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær.
”Langt de fleste af dem, der har været indlagt, har symptomer bagefter,” siger Ejvind Frausing og peger på, at udenlandske og nationale studier viser, at omkring 80 procent af patienterne har senfølger.
”Det, der har overrasket os mest, er, at vi også ser senfølger hos patienter, der ikke har haft svære forløb, men som har klaret sig derhjemme,” siger Ejvind Frausing.
Stadig problemer efter et halvt år
De foreløbige resultater stemmer overens med, hvordan 47-årige Hosnya har haft det, efter hun i april blev smittet med coronavirus på sit arbejde i hjemmeplejen på Nørrebro og Bispebjerg i København. Hun var indlagt i fire uger og kunne ikke andet end at holde sig i live. I maj blev hun udskrevet, men det betød langt fra, at hun var rask.
I dag, et halvt år efter, døjer hun stadig med koncentrationsbesvær, træthed, åndenød og hårtab. I hendes journal fra lungemedicinsk afdeling står, at hun har kroniske forandringer på lungerne og nedsat lungefunktion. Hun er ikke tryg ved hverken at køre bil, gå på trapper eller cykle rundt, som hun har gjort i sit job i hjemmeplejen.
Udmattet efter to timer
Hun arbejder nu to timer i aftenvagt med skærmbesøg hos borgerne, men også det er en udfordring. Koncentrationen og hukommelsen glipper. Skærmen, hun ringer fra, er klistret til med post-its, så hun husker, hvad hun skal.
Desuden møder hun forskudt af sine kolleger, fordi den hektiske stemning ved et vagtskifte med klirrende nøgler, snak og smækkende døre kan være svær at rumme i hovedet.
Når Hosnya ikke er på arbejde, bruger hun meget af dagen i sengen. Hun står op med sine børn om morgenen og smører deres madpakker. Men mere rækker kræfterne ikke til.
”Lige så snart de er ude af døren, vender jeg tilbage til sengen,” siger hun.
Til januar har Hosnya været ansat som social- og sundhedsassistent i 25 år. Hun håber snart at kunne komme tilbage til arbejdet for fuld kraft.
”Men lige nu er jeg nødt til at tage én dag ad gangen.”
Appel om national handlingsplan
En følgegruppe under Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde anbefalinger til udredning, behandling og rehabilitering, og FOA og fire andre fagforbund har i et fælles opråb appelleret til regeringen om at lave en national handlingsplan, der tager hånd om senfølgepatienterne.
”Senfølger efter corona er ikke den enkeltes problem. Det er et fælles anliggende,” siger forbundssekretær i FOA, Maria Melchiorsen.
Ejvind Frausing kalder det også en samfundsopgave at få patienterne tilbage til en normal dagligdag.
”Det er både det kommunale system og arbejdsmarkedssystemet, der skal sikre, at patienterne bliver behandlet ordentligt,” siger han.