Annonce

Dame med hovedpine

Tema: Senfølger

FOA-medlemmer lider af træthed, åndenød og hovedpine efter coronasmitte


48 FOA-medlemmer været smittet med coronavirus i Holstebro. 32 af dem har oplevet gener, efter de er blevet raskmeldte. Nogle har stadig svært ved at passe deres arbejde. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra FOA Holstebro.

Annonce

I alt har FOA Holstebro spurgt 706 medlemmer. 48 har været smittet med coronavirus, og 32 har oplevet gener, efter de er blevet raskmeldte. Colourbox

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

48 medlemmer af FOA Holstebro svarer i en undersøgelse, at de har været syge med Covid-19. Af de 48 svarer 32 personer, at de har oplevet gener, efter de er blevet raskmeldte.

En svarer i undersøgelsen:
”Jeg lider stadig af senfølger her fem måneder efter en positiv test først i april. Hovedpine, trykken i hovedet, træthed med stort behov for søvn og hvile, stressrelaterede symptomer, uro i kroppen, følsomhed overfor støj, tinnitus i perioder og koncentrationsbesvær i perioder.”

I midten af april i år var Holstebro en af de kommuner, der havde flest smittede per 100.000 indbyggere. Selvom det er over fire måneder siden, fortæller Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA Holstebro, at de stadig har flere medlemmer, der har svært ved at gå på arbejde som følge af coronavirusset.

”Vi har nogle, som kun kan holde ud af at være på arbejde i fire-fem timer ad gangen. Vi har også enkelte, som fortsat er fuldtidssygemeldte,” siger Tanja Nielsen.

Nogle ens symptomer går igen hos FOA-medlemmerne i undersøgelsen. Flere skriver, at de oplever mangel på energi, problemer med smags- og lugtesans, hårtab. Især koncentrationsbesvær og udmattethed bliver fremhævet.

FOA: Der skal tages hensyn til senfølger

Maria Melchiorsen, som er forbundssekretær i FOA, opfordrer arbejdspladserne til at tage et ekstra hensyn til de ansatte, der har været smittet med coronavirus. 

”Arbejdet bør tilrettelægges, så medarbejderen kommer tilbage på en ordentlig måde. Den ansatte skal ikke stå alene med problemet. Derfor er det vigtigt, at man på arbejdspladsen får taget en snak om hensyn, og om hvordan man bedst håndterer de her følgeskader,” siger hun.

Eksempelvis kunne der gøres plads til en blidere start med færre timer eller færre opgaver, foreslår hun.

Samme retningslinjer som normal sygdom

Direktør for social- og sundhedsområdet i Holstebro Kommune, Lone Becker Kjærgaard, fortæller, at kommunen ikke har lavet nogle særskilte retningslinjer for, hvordan ansatte, der har været smittet med coronavirus, skal vende tilbage til arbejdet. 

"Der gælder de samme retningslinjer, som hvis folk har været syge i øvrigt. Det betyder, at man aftaler individuelt, hvad man kan og ikke kan, når man vender tilbage på arbejdet. Der er forskel på, om man vender tilbage efter en arbejdsskade, stress eller cancer. Så det er svært at lave entydige retningslinjer. Man kan jo noget forskelligt,” siger hun.

Da Holstebro blev hårdt ramt af coronavirus i starten af epidemien, gjorde kommunen brug af det beredskab de havde af andre personalegrupper. Eksempelvis uddannede de fysioterapeuter til at varetage opgaverne for de ansatte i plejen, som var sygemeldte. 

"Vi har jo haft voldsomt travlt på et tidspunkt, hvor der var en del, der var ramt. Men vi havde ikke flere udfordringer med at finde vikarer, end vi har normalt," siger hun.

Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening, men de ønsker ikke at kommentere på en lokal sag. 

Husk at anmelde smitte med coronavirus som arbejdsskade

Hvis du er blevet smittet med coronavirus på dit arbejde, bør det anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en mulig arbejdsskade. Du skal enten bede den læge, der behandler dig, om at anmelde sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, bede din arbejdsgiver om at anmelde sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller selv gå ind på AES.dk og udfylde en anmeldelsesblanket.

Hvis sagen anerkendes som en arbejdsskade, vil du kunne få godtgørelse eller erstatning, hvis du får varige følger, har udgifter til behandling eller i værste fald afgår ved døden som følge af coronavirus.
 
Din FOA-afdeling kan hjælpe med behandlingen af din arbejdsskadesag. Beskæftigelsesministeriet har 22. april 2020 offentliggjort en vejledning som beskriver, hvornår corona skal anerkendes som en arbejdsskade.
Det fremgår af vejledningen, at en person kan få anerkendt corona som en arbejdsskade, hvis det kan sandsynliggøres, at denne har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet og efterfølgende er blevet syg, eller hvis vedkommende har været udsat for risiko for smitte over en periode i forbindelse med sit arbejde og efterfølgende er blevet syg.
 
Kilde: FOA.dk 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev