Det er som om, Hanne-Vibeke Holst kan se ind i fremtiden. Hun skrev om kvinders vej til
magten i politik, længe før Danmark fik sin første kvindelige statsminister. Med bogen ’Dronningeofret’ fra 2008 forudså hun den voldelige højreradikalisme før tragedien på Utøya i Norge.
Og i ’Som pesten’ fra 2017 fik vi historien om, hvordan en viruspandemi tvinger verden i knæ.
”Jeg har typisk været lidt forud for min tid i mit forfatterskab,” lyder det grinende fra Hanne-Vibeke Holst. De seneste måneder har hun holdt sig isoleret sammen med sin mand i sommerhuset på Sjællands Odde, men det har ikke afholdt hende fra at følge med og danne sig en mening om, hvordan vi som samfund og borgere har tacklet krisen.
Når pandemien kommer
Hendes research i forbindelse med ’Som pesten’ bragte hende rundt til førende
eksperter – blandt andet i WHO.
Derfor kom det ikke som en overraskelse for hende, at vi få år senere står i en situation, som ikke er set, siden den spanske syge hærgede i 1918-1920.
”Alle de eksperter, jeg talte med, sagde ikke: ’HVIS den spanske syge 2.0 kommer’. De sagde: ’NÅR den kommer’. Fagfolkene kalder de store pandemier for en 100-års hændelse, så jeg kunne jo godt regne ud, at det kunne ske når som helst.”
Fra sin research vidste Hanne-Vibeke Holst også, at verden ville være ret uforberedt på en viruspandemi. At der manglede beredskab og for eksempel ikke ville være nok værnemidler.
En problematik, som også har fyldt herhjemme, hvor mange ansatte i ældreplejen
måtte vente på visirer og ansigtsmasker.
”Der har været masser, som ikke har været elegant eksekveret, og hvor man
fra myndighedernes side heller ikke har været helt ærlige.
De skulle bare have sagt: ’Vi har ikke sørget for at have fyldte lagre af værnemidler. Det er vi kede af, og nu gør vi alt for at få det løst’.”
Trods slingrekursen og diverse mangler er det glæde, nærmest en taknemmelighed,
der fylder mest hos Hanne-Vibeke Holst, når hun skal sætte ord på, hvordan danskerne – set med hendes iagttagerblik – har håndteret coronakrisen indtil nu.
”I min roman opfører folk sig ikke så pænt, som de har gjort i virkeligheden. Faktisk er jeg positivt overrasket over, at vi har været så solidariske med de mest sårbare grupper. I hvert fald i den første tid. Og jeg har været meget opmuntret over al den hjælpsomhed og
hittepåsomhed, som folk har udvist.
At så mange har haft hjerte for hinanden og forsøgt at få det bedste ud af krisen. Og jeg har elsket fællessang – tudbrølet har jeg, fordi jeg bliver så rørt. Faktisk har jeg aldrig i mit liv været så stolt over at være dansker som i de seneste måneder.”
For Hanne-Vibeke Holst handler stoltheden ikke mindst om vores velfærdssamfund.
At det har været så robust. At vi har undgået situationer med lastbiler læsset med lig, som vi har set i USA.
”Vores model har stået sin prøve, det synes jeg virkelig. Og derfor fortjener personalet på sygehuse, i ældreplejen og andre steder også al den respekt og beundring, som mange har givet udtryk for. Også dem, der ’bare’ har gjort det, de plejer at gøre. De har gjort det under vanskeligere og mere risikable vilkår.”
Kvindefag fortjener mere i løn
Trods sine evner til at foregribe nye tendenser tør Hanne-Vibeke Holst ikke spå om, hvorvidt den øgede anerkendelse og respekt bliver en løftestang for bedre løn- og
arbejdsvilkår for eksempelvis nogle af FOAs faggrupper. Men hun håber det.
”Det er simpelthen så urimeligt, at kvindefagene er så dårligt lønnede.” Fra sin søster, der arbejder som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen, kender hun historierne om ansvaret og arbejdspresset:
”Som jeg plejer at sige, når hun fortæller, hvordan hun knokler: ’Så er det jo godt, at du får sådan en god løn’ – ha ha.”
Hanne-Vibeke Holst understreger, at et lønløft ikke kommer af sig selv. Ligesom kvinder, der går efter magten, skal sosuerne, rengøringsassistenterne med flere insistere på at få den løn, de har fortjent.
”Hvis ikke man sætter sig i karakter og råber op, så er der andre faggrupper, som gør det. Så jeg håber virkelig, at de lavtlønnede kvinder kræver deres. Og at deres fagforeninger er dygtige til at bakke op. De fortjener i hvert fald meget mere end en æske chokolade eller en buket blomster.”