Det er en råkold onsdag. Klokken er 6.55, og Peter Pihl Espersen stævner ud fra den lille anløbsplads, der hedder Barsø Landing (Fastlandet) – 2,7 km fra Løjt Kirkeby og 1,25 sømil fra Barsø.
Det er dagens første tur, og som altid hopper et par af øens teenagere ombord med
deres skoletasker, når færgen returnerer fra Barsø kl. 7.15.
Når Peter Pihl Espersen ikke betjener færgen, er det en af hans to kolleger, Søren eller
John, der står i styrehuset. De er altid alene på vagt i cirka 13 timer. Ud over de mange
afgange – 8 i hverdagene, 5 i weekenderne – står de for rengøring og vedligehold.
Færgen skal dagligt spules, der skal fyldes olie på, ventilerne skal tjekkes, og når færgen
er på værft, er Peter med. Som ene mand bag roret oplever den 52-årige skibsfører, at han har et særligt ansvar.
”Jeg bliver nødt til at finde en løsning og sørge for, at dem, jeg har med på færgen,
kommer godt frem. Det gør mig glad, hver gang det lykkes, for øens beboere er
jo afhængige af færgen,” siger Peter Pihl Espersen.
På trods af at færgen er et enmandsjob, føler han sig aldrig ensom. Han føler sig hjemme
på havet – og på den lille færge. Særligt når storm og slud melder sin ankomst.
”Jeg har det bedst, når jeg kan mærke, at verden omkring mig lever. Når andre folk
begynder at blive utrygge ved vejret – det er dér, jeg for alvor synes, det er sjovt at gå
på arbejde. Det er der, jeg mærker, at jeg lever, og at jeg er sømand.”