Regeringen har fra start slået fast, at den vil investere i velfærden, og nu har vi set de første aftaler om den økonomiske retning. Kommuneaftalen, der tilførte 2,2 milliarder kroner til kommunerne, er den bedste i årevis, men en genopretning af velfærden kræver et ekstraordinært stort løft fra centralt hold.
Desværre har vi ikke fået den håndsrækning. Summen af regions- og kommuneaftalerne og forslaget til finansloven for 2020 matcher ikke det akutte behov, som sygehuse, psykiatrien, ældreplejen og botilbud står med efter års udsultning af velfærden.
Det er klart, at man ikke kan rette op på besparelser, der har været gennemført i årtier i en enkelt aftale. Derfor fastholder vi i FOA presset på politikerne om at prioritere de velfærdsområder, der har været forsømt i så lang tid.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Jeg luner mig til gengæld ved, at både aftalerne for kommunernes og regionernes økonomi og finanslovsforslaget har elementer, som peger i retningen af en bedre velfærd i fremtiden. Pengene følger bare ikke med ambitionerne i første omgang.
Statsministeren lagde i sin åbningstale til Folketinget vægt på, at tilliden skal tilbage – til fagligheden blandt personalet. Det er en positiv drejning efter de seneste 20 års fokus på New Public Management, som har medført minuttyranni, dobbeltdokumentation og manglende ledelse på arbejdspladserne. Jeg ser frem til, at det bliver konkret, hvad statsministerens forslag om en sådan nærhedsreform indebærer.
Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.