Det, der i april 2015 startede som en helt almindelig arbejdsdag for omsorgshjælper Tania Veise, endte helt anderledes. En beboer på den aflastningsinstitution, Tania arbejdede på, overfaldt hende. Han bed sig fast i Tania og skubbede hende så hårdt, at hun faldt bagover og bankede hovedet ned i en radiator. Det blødte kraftigt fra Tanias baghoved. 

Efter overfaldet blev Tania sygemeldt i tre uger. Faldet havde givet hende en slem hjernerystelse. Hun lå derhjemme i et helt mørkt rum og kunne ikke engang holde til at kigge på en telefon.

På det tidspunkt var Tania 33 år, og troede hun havde et langt arbejdsliv foran sig. I dag, fire år senere, er hun førtidspensionist og har fået over seks millioner kroner i erstatning. Overfaldet vendte op og ned på alting.

Et langt år

Efter tre uger derhjemme begyndte Tania at arbejde igen. Men både Tania og hendes kone kunne godt mærke, at tingene ikke var, som de plejede. Tania havde et stort behov for søvn, og hun manglede både overblik og overskud.

“Jeg plejede at have styr på alt det praktiske i hverdagen, og pludselig forsvandt det bare. Socialt gik det også ned ad bakke. Jeg havde ikke overskud til at være med til sociale arrangementer. Der var kun overskud til arbejdet, og selv det kunne jeg næsten ikke klare,” fortæller hun.

Tania begyndte også at glemme mange ting. 

“Når jeg skulle hente bleer på arbejdet, kunne jeg ikke huske, hvad jeg var gået efter, når jeg stod på depotet. Det kan alle opleve engang imellem, men for mig var det sådan hele tiden. Jeg havde gule lapper hængende overalt, og det havde jeg aldrig haft før,” siger Tania. 

Lukket og slukket

Forklaringen på Tanias tilstand fik hun et år efter, hun var begyndt at arbejde igen. Kronisk hjernerystelse, som havde resulteret i en mindre hjerneskade, lød beskeden fra Tanias neurolog. 

Under Tanias behandlingsforløb gik det op for hende, hvor slemt det stod til med hendes hjerne. Både Tanias behandler og praktiserende læge understregede, at Tania virkelig havde brug for ro. Hendes hjerne var i den grad overbelastet. 

“Det var sparket. Der gik det op for mig, at der var lukket og slukket. Jeg tænkte: ‘Hvis ikke jeg stopper med at arbejde nu, så ryger jeg helt derned, hvor der ikke er nogen, som kan samle mig op igen’,” fortæller Tania.

Efterfølgende fik hun hjælp af FOA Herning til at sygemelde sig på sit arbejde. En sygemelding, Tania ikke havde regnet med, ville blive et endegyldigt farvel til arbejdslivet.

“Min første tanke var: ‘Tre måneder. Så er jeg oppe at køre igen på tyve timer om ugen.’ Men sådan gik det ikke,” siger Tania. 

Ramte bunden

Da Tania fik ro på, ramte hun bunden. Alle symptomer kom for fuld skrald, som hun siger. Lyd- og lysfølsomheden blev meget værre, og Tanias hovedpine blev så voldsom, at hun ikke kunne noget som helst. 

“Det var virkelig skræmmende at opdage, hvor dårlig jeg var. Pludselig kunne jeg godt se: ‘Hold da op, jeg kan virkelig ikke arbejde’,” siger Tania. 

Under sygemeldingen prøvede hun også kræfter af med en virksomhedspraktik. 

“Hvis jeg arbejdede halvanden time, havde jeg slet ikke energi til at have et socialt liv ved siden af eller være noget for min kone derhjemme. Og arbejdede jeg halvanden time hver dag i en længere periode, fik jeg det bare dårligere og dårligere,” fortæller Tania, som efterfølgende fik bevilliget førtidspension.

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Da ulykken skete, havde Tanias arbejdsplads meldt arbejdsskaden. Men Tanias jurist ved FOA Herning foreslog, at hun med hjælp fra fagforeningen åbnede sagen igen i forhold til méngrad og erhvervs­evnetab. Så det gjorde de. Tania har nu fået 6.489.144 kroner i erstatning.

“For mig har det aldrig handlet om pengene, men om at kæmpe for, at det ikke skulle ske for andre. Så havde jeg ikke fået hjælp, havde jeg ikke haft de seks millioner i dag,” siger hun. 

Men nu har Tania pengene. I dag kan hun godt se, at de er en hjælp for hende. 

“Jeg kommer aldrig til at kunne arbejde igen og selv tjene mine penge. Så erstatningen har sikret mig en indkomst i fremtiden, og det er da en lettelse,” siger hun og påpeger, at pengene også gør det muligt at købe hjælpemidler. Tania har for eksempel fået en mountainbike med motor.

“Det giver mig mulighed for at dyrke motion på lige fod med alle andre. Og det er rart, at jeg kan holde fast i nogle af de ting, jeg plejede at gøre,” fortæller Tania.

Ikke klaret den uden FOAs hjælp

Når Tania i dag ser tilbage på forløbet, er hun ikke i tvivl om, at hjælpen fra sin fagforening har været afgørende. De har været med på sidelinjen hele vejen, og har deltaget i alle møder lige siden Tanias sygemelding. 

“Det har betydet virkelig meget for mig, at jeg ikke skulle bruge de få ressourcer, jeg havde til rådighed, på at forstå spillets regler. Det har været rigtig godt at have en faglig person med, som har kendskab til systemet. Hvis ikke jeg havde haft FOA, var jeg ikke kommet igennem forløbet. Så havde jeg givet op,” fortæller Tania, som den dag i dag stadig er mærket af hjernerystelsen.

“Nogle gange tænker jeg: ‘Hvorfor er det lige mig, der skal have så mange smerter’,” siger Tania og holder en kort pause. 

“Jeg har ellers lært at acceptere min tilstand. Men jeg kan godt blive ramt af, at jeg ikke kan det samme, som andre kan.”

Læs også: Erstatningsnævnet forsinker afgørelse i Helles voldssag: ”Jeg føler mig ikke værdsat”

I Tania og hendes kones hjem hænger der flere steder rejsebilleder på væggene. De har rejst meget sammen. Og altid med et aktivt program. Tania kigger op på et af billederne, hvor hun er på vej op ad en isgletsjer. 

“Ja, det kommer jeg nok aldrig til igen,” siger Tania med et skævt smil på læben. Hun savner spontaniteten og at være fri for alle de forholdsregler, hun nu skal tage, for eksempel når hun og hendes kone rejser.

Ellers bruger Tania ikke meget tid på at savne. Heller ikke selvom hun aldrig kommer til at træne fodboldmålmænd igen – noget, som ellers har været en stor del af hendes liv tidligere. 

“Efter ulykken har jeg trukket en streg i sandet og sagt: ‘Nu starter mit nye liv.’ Og erkendt, at jeg ikke kan det samme som før. Det kan ikke betale sig for mig at savne de ting, jeg plejede at gøre. Jeg kan ikke bruge det til noget. Det her er det nye mig,” siger Tania.