”Jeg må simpelt hen tage hatten af og bukke for den fantastiske varmhjertede og oprigtige kærlighed og opbakning, vi er blevet vist i en svær tid. Det er helt sikkert medvirkende til, at begge piger trives rigtig godt og fortsat er glade og aktive børn, der kan lide at komme i børnehave og vuggestue.”
Sådan lød det i det læserbrev, Rasmus Erlandsen forleden sendte til Furesø Avis for at takke pædagogerne, de pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælperne i Børnehuset Birkedal for deres omsorg i forbindelse med den tragedie, der ramte Rasmus Erlandsen og hans familie for mindre end to måneder siden:
14. juli mistede han sin kone Camilla, som døde pludseligt af en blodprop i lungepulsåren, mens hun sov. Ud over ægtefællen efterlod hun også parrets to døtre – fireårige Laura og den 18 måneder gamle Sofie.
Læs også: "Vi må aldrig stoppe med at tale om døden"
Lige siden har de ansatte i Børnehuset Birkedal i Værløse nord for København – ikke mindst personalet på Loppestuen og Solsikkestuen – stået klar med omsorg, medfølelse, nærvær og opmærksomhed over for de to søstre. Og det var den indsats, som Rasmus Erlandsen ønskede at fremhæve med sit læserbrev.
Oprigtige uden at være kunstige
”
Selv om Camilla døde midt i ferien, stod institutionen klar med ekstra personale, da pigerne vendte tilbage få dage efter deres mors død. De trængte til at komme væk fra familien, for vi sad jo bare og tudede.
Lige siden har pædagogerne og pædagogmedhjælperne taget hånd om os alle tre. Senest var jeg til et møde med lederen, nogle af pædagogerne og en psykolog for at tale om pigernes trivsel og fremtid. De er oprigtige uden at være kunstige, og det er tydeligt, at de brænder for deres arbejde,” siger Rasmus Erlandsen til Fagbladet FOA og tilføjer:
”De har simpelt hen været fantastiske og gjort meget mere, end man kan forvente – uden at jeg selvfølgelig ved, hvad jeg havde forventet. For jeg havde jo slet ikke regnet med, at det her skulle ske.”
- Hvordan har du overhovedet haft overskud til at rose personalet?
”Fordi de fortjener det. Det mindste, jeg kunne gøre, var at give dem fem stjerner. Jeg fik idéen efter at jeg havde siddet sammen med Camillas forældre og glædet mig over den behandling, vi har fået.”
”Vi hører så tit historier om omsorgssvigt og den slags. Det seneste tilfælde var vist TV 2’s film om forholdene på nogle daginstitutioner. Den så jeg sammen med Camilla, og vi talte om, hvor glade vi var for Børnehuset Birkedal.” siger Rasmus Erlandsen og sammenligner med sin egen verden.
”Jeg er købmand og arbejder som souschef i Rema 1000, og hvis eksempelvis B.T. har en forside om en beskidt forretning i Jylland, tror folk, det gælder hele kæden. Men det gør det jo ikke, og det skal man være klar over. En enkelt dårlig sag skal ikke stemple en hel faggruppe. Og der er altså rigtigt mange dygtige pædagoger og pædagogmedhjælpere, og de skal selvfølgelig have ros, når de gør det godt.”
De enkeltstående historier om omsorgssvigt må ifølge Rasmus Erlandsen ikke betyde, at vi fordømmer en hel faggruppe. Der er så mange dygtige pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere, som vi skal huske at rose, lyder hans opråb.
Jørgen True
Tændte lys for pigerne
I Børnehuset Birkedal er lederen, Tine Bjørn Koch, glad for Rasmus Erlandsens anerkendelse af personalets indsats. Hun var selv på ferie, da institutionen blev orienteret om Camillas død, men vendte hurtigt tilbage og har siden fulgt forløbet tæt.
”Det er første gang, vi oplever, at en forælder til et barn her i institutionen dør. Og jeg kan godt genkende det billede af medarbejderne, som Rasmus giver,” siger Tine Bjørn Koch.
Som noget af det første fik de øvrige børn at vide, at Laura og Sofie havde mistet deres mor. I vuggestuen blev det tændt lys for Sofie for at mindes hendes mor, og alle børn lavede en tegning til hende.
I børnehaven blev der også tændt lys for Laura – og pædagogerne talte med børnene om begravelser, om kirkegårde og om at flage på halv. Og de gik på biblioteket og lånte bøger om døden.
Alle andre forældre blev orienteret om, hvad der var sket, og de ansatte blev også tilbudt psykologsamtaler, hvis de havde brug for det – hvilket dog ikke har været tilfældet.
”Vores primære opgave har været at håndtere det her stille og roligt og have øje for, at pigerne får lov til at udvikle sig og være børn som alle andre,” siger Tine Bjørn Koch.
Og det er også det, der driver Rasmus Erlandsen.
”Folk spørger mig, hvor jeg finder mine kræfter. Og det gør jeg hos mine to piger. Det er dem, der holder mig i gang.”