Senest 17. juni skal der afholdes folketingsvalg. Uanset om blå eller rød blok vinder valget, betyder et valg en ny regering.
Både ældre- og sundhedsområdet har været underfinansieret i årevis. Hvis en ny regering vil et sundhedsvæsen og en ældrepleje af høj kvalitet, er det på tide at investere. Det er tid til at gøre op med det seneste årtis effektiviserings- og produktivitetskrav, som har presset ældreplejen og sygehusene i bund.
Vi ved, at der i fremtiden vil komme flere plejetrængende ældre. Det skal der tages hånd om nu, hvis vi vil tilbyde vores ældre en værdig alderdom.
Den nuværende regering har undersøgt området og har fundet ud af det, som vi i FOA har vidst i årevis: Kommunerne skriger på faguddannede medarbejdere i ældreplejen.
Regeringen har ikke leveret et fyldestgørende bud på, hvordan vi sikrer flere medarbejdere
i fremtiden, men har taget skridt i den rigtige retning: Dimensioneringen er hævet, så skolerne nu kan optage flere på sosu-uddannelserne. Men vi mangler stadig at få et bud på, hvordan vi får flere til at søge ind på uddannelserne.
Demenshandleplanen, som skal sikre personer med demens et værdigt liv, har sørget
for, at omkring 24.000 medarbejdere i ældreplejen og på sygehusene har fået kompetenceudvikling indenfor demensområdet. Men pengene til kompetenceløftet er brugt.
Det vil være helt utænkeligt, at en ny regering ikke afsætter penge til at fortsætte arbejdet med at gøre Danmark mere demensvenligt.