Berit Knudsen er gal. Og ked af det. Det har hun været siden i lørdags, hvor hun som social- og sundhedsassistent på Psykiatrisk Afdeling på Vejle Sygehus var på arbejde.
Klokken 10.30 gik hun ind til en ung, kvindelig patient, der netop var blevet diagnosticeret som skizofren.
“Kvinden sad og bankede sit hoved ind i et skab, så jeg sagde til hende, at vi skulle gå ud. I det samme sprang hun op som en puma og tog fat om min hals og pressede mig op mod væggen,” siger Berit Knudsen.
Hun er 53 år og har i 10 år arbejdet på afdelingen, hvor hun også er tillidsrepræsentant.
Patienten på 22 år har tidligere været voldelig og taget kvælertag på en af Berits kolleger, men Berit følte, at de havde en god relation.
Det lykkedes Berit at få trykket på sin overfaldsalarm, men der gik noget tid, før nogen kom til undsætning. Denne lørdag var de kun tre på arbejde på hendes afsnit, da en sygemelding var tikket ind. Hendes ene kollega var på toilettet, da alarmen lød, mens den anden var i medicinrummet. Ingen af dem kunne høre alarmen.
Derfor var det en kollega fra et andet afsnit, der var den første, som kom Berit til undsætning. På det tidspunkt var det lykkedes Berit at få fat i den voldelige patients ene arm.
Blod og kradsemærker
Da hendes kollega trådte ind på stuen, gik hun i stå. Hun kunne se blod på Berits overlæbe, efter Berit var blevet revet.
“Jeg råbte til hende, at hun skal tage den anden arm, og det gjorde hun, og vi fik hende ned på sengen,” siger Berit.
Kort tid efter kom flere kolleger til, og Berit trak sig ud af stuen. Hun tog omgående kontakt til politiet og gik også forbi skadestuen, hvor hun blev undersøgt, og lægen dokumenterede overfaldet.
Blandt andet havde Berit store røde mærker på halsen og rifter og kradsemærker i ansigtet og på armene, hvor hun også havde blå mærker.
Sådan så Berit Knudsen ud umiddelbart efter, at hun var blevet angrebet af en skizofren patient.
Privatfoto
Gik tilbage til patienten
Da Berit havde været på skadestuen rådede hendes kolleger hende til at gå ned til patienten igen.
“Det er uretfærdigt, at hun vil kvæle mig, når jeg er der for at hjælpe hende. For mig er sygdommen ikke en undskyldning for at lave overgreb på andre mennesker,” siger Berit Knudsen.
Familien er bekymret
Overgrebet har bekymret Berits familie. Hun har en mand og tre børn og to børnebørn. Den ene af hendes døtre skrev efterfølgende et opslag på Facebook, hvor der blandt andet stod:
“Hvorfor skal jeg og min familie og familierne til andre offentlige ansatte være bange for at sende vores pårørende på arbejde? Hvorfor skal mit familiemedlem sætte livet på spil for at gå på arbejde?”
I tråden nedenunder opslaget var der en person, der skrev, at det er den risiko, man løber, når man arbejder i det fag.
“Men jeg har ikke kalkuleret med, at jeg en dag skal dø på mit arbejde,” siger Berit.
Værste år i psykiatrien nogensinde
Berit valgte at tage på arbejde allerede dagen efter overfaldet, fordi det var vigtigt for hende ikke at blive bange for at gå på arbejde. Men de efterfølgende dage sygemeldte hendes leder hende, for at hun kunne passe på sig selv.
For Berit har det forgangne år været det værste år, hun har arbejdet i psykiatrien.
Udover hændelsen lørdag har hun også oplevet at skulle redde en patient ud fra et badeværelse, som patienten havde sat ild til, og Berit har modtaget dødstrusler fra en anden patient.
Overvejer at forlade psykiatrien
Efter Berits vurdering mangler der ansatte på afdelingen.
“I lørdags var vi en mand mindre, end vi normalt er i weekenderne, og jeg har det i forvejen sådan, at vores patienter ikke er mindre syge i weekenderne end i hverdagen, hvor vi er flere på arbejde. Vi er slet ikke nok,” siger hun.
Episoden får hende kraftigt til at overveje, om hun har en fremtid som ansat i psykiatrien.
“Når min datter skriver, at hun frygter den dag, hun får opringningen om, at jeg ikke kommer hjem, så gør det noget ved mig. Jeg har ikke før tænkt over, at min mand og mine børn er bekymrede for mig,” siger Berit.
Berit Knudsen har onsdag været til debriefing med sin funktionsleder Dorte Søgaard Qvarfot og seks kolleger, der var involveret i hændelsen. Hun blev desuden tilbudt to timer hos en psykolog, som hun har taget imod.
Kommentar fra ledelsen
Dorte Søgaard Qvarfot, funktionsleder på et psykiatrisk afsnit på Psykiatrisk Afdeling, Vejle Sygehus.
-Berit Knudsen siger, at det er blevet hårdere at arbejde i psykiatrien, og synes ikke, at bemandingen er god nok. Er du enig i det?
“Jeg må ikke udtale mig om den konkrete sag. Men jeg tror, at hvis jeg spørger kolleger om, hvordan det var for 10 år siden, vil man sige, at vores patienter er blevet dårligere. Og vi har dårlige patienter, der er udadreagerende, selvskadende og psykotiske. Det er belastende for mine medarbejdere at arbejde med mennesker, der er syge.
Det er meget vigtigt, at vi får talt om det, når der har været en hændelse. Vi holder en defusing for de medarbejdere, der har været involveret, hvor vi taler om, hvad der er sket, og hvordan alle har det, inden vi går hjem. Hvis der er behov for yderligere opfølgning, planlægger jeg som leder at holde en debriefing med en intern psykolog, hvor jeg følger op på mine medarbejdere. Vi taler også med patienterne om, hvad der er sket og holder eftersamtaler med dem, så vi fremadrettet kan undgå opkørte situationer.
Vi har et arbejdsmiljø, hvor man skal kunne gå trygt på arbejde og trygt hjem. Det gælder også for patienterne.
Jeg tænker, at man altid skal være opmærksom på den bemanding, der er. Er der brug for at kalde personale ind, så gør vi det. Det er ikke nok, at vi bare er flere, men at vi har de rette kompetencer.”