Jeg hører normalt ikke til dem, som hæfter mig alt for meget ved den politiske ‘kaglen’ forud for behandlingen af de forskellige reformer, som visse politikere mener er livsnødvendige for statens overlevelse.

Man kan selvfølgelig altid vælge at tage de positive briller på og konstatere, at der i kravene om reformer ligger en erkendelse af, at de har fejlet i tidligere reformer. 

Sådan en konstatering vil dog unægtelig medføre et nyt spørgsmål, som i al sin enkelthed vil lyde: ‘Hvorfor skulle det så ikke ske igen’? 

Konsekvenserne af de seneste mange års politiske reformiver tegner vel et tydeligt billede af, at der enten har været en anden dagsorden – man siger et, men vil noget andet – eller direkte inkompetence. 

Jeg er ikke helt sikker på, hvilken af disse to udsagn, jeg har det bedst med.

Den kollektive hukommelse og politiske vilje til at lære af tidligere erfaringer er svær at få øje på. Reformer og politiske beslutninger, som har kostet samfundskassen milliarder af kroner, har der efterhånden været mange af. 

Penge, som kunne været brugt til at skabe det velfærdssamfund, politikerne ved festlige lejligheder fremhæver. 

Vigtige samfundsforhold er blevet til populistisk spin i en stadig søgen efter medieopmærksomhed, hvor politiske holdninger afhænger af dagsformen, og hvad de tror, vælgerne vil høre. 

Som et dagblad konstaterede efter statsministerens åbningstale: Aldrig har lixtallet været så lavt. De taler ned til os, når de kagler!

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.