Hvert femte FOA-medlem har måttet trække stikket og sygemelde sig på grund af stress. Blandt dem, der har været sygemeldt med stress, har kun hver tredje talt med lederen inden sygemeldingen. Hver femte har slet ikke talt med nogen. Det viser en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.
Et problematisk forhold til lederen kan være en af grundene til, at nogen holder sig tilbage. En af deltagerne i FOAs undersøgelse skriver eksempelvis:
”Jeg synes, det er problematisk, at det er lederen, der har sygesamtalerne, da arbejdsrelateret stress typisk opstår på grund af dårlig ledelse.”
Læs også: Lotte fik stress på job: Det var en kamp bare at få tøj på
En anden skriver:
”Jeg gjorde ledelsen opmærksom på den stress, vi dagligt var udsat for, men hun lyttede ikke. Vores oplevelser bliver konstant negligeret.”
Lukket kommunikation
Tanja Kirkegaard, som er ph.d. og stressforsker ved Aarhus Universitet, har sammen med organisationspsykolog Janne Skakons forsket i emnet. Ifølge dem er fjernledelse, nedskæringer og især pres fra forvaltningen en af grundene til manglende tillid mellem ledere og ansatte.
Hun foreslår, at man samlet som kollegagruppe går til lederen, hvis der er stressproblemer på arbejdspladsen. På den måde kan det være svært for lederen at give privatlivet skylden.
Flest taler med familien
33 procent af de FOA-medlemmer, der har været sygemeldt med stress, talte med deres nærmeste leder op til sygemeldingen. 55 procent talte med familie og venner, 43 procent med kollegerne, 18 procent med deres tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant. 22 procent talte ikke med nogen.
Kilde: FOA, 4.444 FOA-medlemmer har svaret på undersøgelsen, juni 2018.