Bladene falder af træerne. Det er blevet tid til varm kakao, varme striktrøjer, lange gåture i naturen og måske, hvis du er heldig, en efterårsferie i uge 42.
Men det behøver slet ikke at være dyrt at holde efterårsferie med familien, også selv om du – og måske især (børne)børnene – har brug for lidt mere gang i den, end I får med en tur i skoven.
LO-Plus
Hvis du er FOA-medlem, er du nemlig samtidig også medlem i LO-Plus, og dermed får du en masse rabatter til både oplevelser, elektronik, tøj og dagligvarer.
Se her, hvordan du får fat i dit LO-Plus-kort, hvis du ikke har et i forvejen og tjek ud, hvilke rabatter du kan få hvor.
Du kan også downloade LO-Plus som App. App’en fungerer som dit medlemskort på mobilen. Det smarte ved App’en er, at du hele tiden kan følge med i, hvor der er gode tilbud i nærheden af det sted, hvor du befinder dig lige nu.
Tre oplevelser med rabat
Bakken
Bakken nord for København er åben i efterårsferien, og med LO-Plus får du 30 procent rabat på turbånd til Bakkens 32 forlystelser. Onkel Reje fra DRs børnekanal Ramasjang kommer på besøg i forlystelsesparken, der vil være gøgl og magi, og du kan fare vild i halmballelabyrinten. Hvis du altså tør.
Find din LO-Plus-rabat her.
Legoland
Legoland i Billund med sine 55 forlystelser og 65 millioner legoklodser tager forskud på Halloween-uhyggen i efterårsferien, hvor LO-Plus medlemmer får op til 139 kroner i rabat på entreen for op til seks personer. Tjek her, hvordan du får rabatten og hvilke andre rabatter, du kan få i Legoland.
Tivoli Friheden
Også i Århus, kan I komme i tivoli med rabat. Op til 41 procent rabat kan du spare på entré og turbånd, og når du har fået adrenalinen helt op i det røde felt i de fire rutsjebaner og 40 forlystelser, kan du bagefter få pulsen helt ned med en gåtur i Marselisborg skov, der ligger lige udenfor parkens døre.
Se her, hvordan du får din LO-Plus-rabat.
Tre gratis glæder
...
Kronhjorte i brunst
Det er sidste udkald, hvis du vil se kronhjortene i brunst. Du kan tage i Dyrehaven nord for København, men også i Dyrehaven i Haderslev kan du komme tæt på et af Danmarks største, landlevende pattedyr, der fra september til sidst i oktober samles på brunstpladser i skovene. Hvis du er heldig, kan du høre dem brøle. Pas dog på, de kan blive aggressive.
Læs mere om kronhjortene i Dyrehaven i Jægersborg og kronhjortene i Dyrehaven i Haderslev.
Harry Potter i Odense
Den 19. og 20. oktober kan du møde Harry Potter og hans venner i Odense. Der er nemlig magiske dage i den fynske hovedstad, og de foregår i byens gader og stræder. For eksempel kan man lære hemmelighederne bag eliksirbrygning, man kan prøve at spille kostesporten Quidditch eller man kan finde Harry Potters ugle i Ugleriet.
Flyv med drager på Amager
Du kan selvfølgelig flyve med drager over hele landet, men hvis du vil have vejledning til at bygge din helt egen kampdrage eller slædedrage, er der hjælp at hente i Naturcenter Amager Strand i hele efterårsferien fra 10 til 14. Der er gratis entre, og materialerne koster 40 kroner, men du kan også medbringe din egen. Sjællands Drageklub kommer også på besøg med deres store drager og viser, hvordan man flyver med dem. Læs mere om dragerne på Amager her.
… og hvis du får nok
Træk stikket og få 30 minutter for dig selv, når det hele bliver for meget, og du allerede har været i tivoli, i skoven og drukket alt for meget kakao med børnene. Vi garanterer absolut ro hos Super Dæk Service, hvor du i hele oktober får 15 procent rabat ud over de 10 procent rabat, du som LO-Plus-medlem i forvejen får. Og så er vinterdækkene klaret.
Det er det, man ville kalde en win-win-situation …