Fem løntrin for lidt, manglende udbetaling af pension eller ingen tillæg for weekend- og nattevagter. Det er nogle af de fejl, som FOA-afdelinger har fundet på medlemmernes lønsedler på et år.
I alt har 15 afdelinger hentet omkring 10 millioner kroner hjem til medlemmerne via løntjek i perioden 1. juni 2017 til 1. juni 2018. Det viser en rundspørge, som Fagbladet FOA har foretaget blandt afdelingsformænd og sektorformænd i FOAs afdelinger.
FOA Frederikshavn er én af de afdelinger, hvor medlemmerne har fået flest penge tilbage efter løntjek. På et år har afdelingen fundet fejl for 1,8 millioner kroner, og problemet har især været manglende udbetaling af pension, oplyser formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA Frederikshavn, Gitte Christensen.
Ikke styr på økonomien
”Hos os oplever vi blandt andet, at nogle private virksomheder vokser sig store på kort tid og ikke får ansat folk til at holde styr på økonomien. Så sker disse fejl,” siger Gitte Christensen.
Også i FOA Skive oplever man mange lønfejl. Hos en enkelt privat virksomhed har afdelingen fundet fejl for op imod en million kroner.
”Vi havde en mistanke i et stykke tid, og efter en mere målrettet indsats fandt vi lønfejl hos omkring 20 medlemmer ansat på stedet. Flere havde mere end 100.000 kroner til gode, og enkelte manglede op mod 200.000 kroner i manglende løn- og pension,” fortæller afdelingsformand i FOA Skive Patrick Olesen.
Læs også: Ansatte gik glip af løn i ferien: Fik flere tusinder efter løntjek
Husk at tjekke lønsedlenDet er dog langt fra kun private virksomheder, der begår lønfejl, forklarer konsulent i FOAs overenskomstafdeling Knud Røddik.
”Vi ser også rigtig mange løntjek-sager blandt offentlige arbejdsgivere – både i kommunerne og regionerne. Så uanset, om du er kommunalt eller privat ansat, er det vigtigt at få tjekket din lønseddel,” siger Knud Røddik.
Uge 46, som begynder mandag den 12. november, er såkaldt ’løntjek-uge’. Her tager de fleste FOA-afdelinger tager på arbejdspladsbesøg og tilbyder at tjekke folks lønsedler. Omkring 2.500 arbejdspladser kan forvente besøg.
Sådan gjorde vi
I en rundspørge til FOAs afdelings- eller sektorformænd i 38 afdelinger er 15 vendt tilbage med et overblik over deres løntjeksager i perioden 1. juni 2017 til 1. juni 2018.
Det drejer sig om følgende afdelinger: Skive, Silkeborg-Skanderborg, Kolding, Frederikssund, Varde, Bornholm, FOA1, Horsens, Herning, Lillebælt, PMF København Syd, KLS, Holstebro, Frederikshavn, SOSU.