Regeringen vil nedbryde det meget omtalte parallelsamfund. Politikerne har især deres opmærksomhed rettet mod en række udsatte boligområder, ’ghettoer’, som er kendetegnet ved en stor koncentration af de svageste borgere i samfundet, og hvor over halvdelen af beboerne har en ikke vestlig baggrund.
Regeringen har derfor indgået politiske aftaler om, at børn i dagtilbud skal fordeles bedre, så der højest må være 30 procent fra et socialt udsat område i en daginstitution, og at etårige børn i ghettoområder skal indskrives i dagtilbud.
Derudover ønsker regeringen at kunne lukke skoler, hvor elevernes faglige præstationer ikke er gode nok.
Forskning peger på, at en mere ligelig fordeling af stærke og svage elever i skolen kan mindske den samlede ulighed i samfundet og øge den samlede velstand.
Forskning peger også på, at især udsatte børn har gavn af dagtilbud og skoler af høj kvalitet. Det giver altså mening at se på, hvilke børn der placeres i hvilke dagtilbud og skoler.
Problemet er bare, at det i dag er svært at tiltrække de dygtigste lærere og pædagogiske medarbejdere til skoler og dagtilbud i de udsatte boligområder.
Kommunerne skal derfor kunne tilbyde tiltrækkende rammer i de dagtilbud og skoler, der ligger i et socialt udsat område. De skal tilbyde gode normeringer og klassestørrelser, efteruddannelse og høj kvalitet i faglig bistand og ledelse.
Hvis ikke kommunerne kan levere gode rammer, er ambitionerne umulige at indfri.