14 dage efter, at Vivian Christiansen havde mistet sin mand i december 2017, mødte hun ind på aftenvagt i rehabiliteringsteamet i Bornholms Regionskommune, hvor hun arbejder som social- og sundhedsassistent.
Det var hendes egen beslutning at komme tilbage på arbejdet så kort tid efter sin mands død.
Læs også: Arbejdspladser mangler sorgpolitik
“Jeg tænkte, det var godt at aflede mine tanker. Og jeg ville gerne kunne klare det,” fortæller 58-årige Vivian. Hun havde 10 minutter, fra hun mødte ind på vagten, inden hun skulle ud til den første borger.
Derefter kørte hendes arbejde derudaf akkurat, som det plejede, og Vivian fortsatte i sit faste vagtrul.
I chok efter mandens død
Vivians mand gennem 36 år døde på årets sidste dag i 2017. Han havde været hjertesyg i mange år, og i december var det tydeligt, at hans tilstand var blevet dårligere.
Selv var han bange for, at han også havde fået kræft, men han ville gerne vente med at blive udredt til efter jul og nytår. Det nåede han ikke. Mellem jul og nytår fik han det værre, og Vivian fik ham indlagt på hospitalet.
Han nåede kun at være indlagt knap et døgn, før han døde. Selvom han havde været syg og svækket, var det et chok for Vivian. Hun har tidligere mistet sine forældre og andre familiemedlemmer. Men at miste sin ægtefælle var en anden sorg.
“Det var min kæreste. Vi har dannet og formet hinanden,” siger hun.
Ubehageligt for kollegerne
For Vivian blev arbejdet ikke det frirum fra sorgen, hun havde håbet. Tværtimod. På arbejdet mødte hun indimellem klienter, hvis sygdomsforløb mindede om hendes mands. “I de situationer kunne jeg ikke styre mine følelser. Jeg kunne tage en skal på, når jeg skulle derind, men når jeg kom ud, brød jeg helt sammen,” siger Vivian. Hun sammenligner sig med et åbent sår, der bliver hældt salt i. “Såret fik ikke lov at hele,” siger hun.
Læs også: Sådan hjælper du en sorgramt kollega
Samtidig var det svært at finde plads til at være ked af det i jobbet. “Jeg har oplevet, at det var ubehageligt for mine kolleger, når jeg begyndte at græde. Lidt firkantet sagt ville de gerne trøste og forsøge at gøre mig glad igen, når jeg græd,” siger hun.
Ingen sorgpolitik
Arbejdspladsen har ikke en sorgpolitik, og Vivian har haft svært ved at tale med sin leder undervejs. Efter godt to måneder måtte hun indse, at hun ikke var klar til at arbejde, og i slutningen af marts 2018 blev hun sygemeldt på ubestemt tid. Hun har tænkt over, hvordan det havde været bedst for hende at vende tilbage til arbejdet, men hun kender ikke svaret. Dog ved hun, at det er svært at være sørgende på hendes arbejdsplads.
“Virkeligheden giver ikke plads til det. Der er jo ikke halve eller hele timer til at komme sig i, for der er opgaver hos borgeren, der skal løses inden for en tidsramme,” siger hun.
Om rundspørgen
Fagbladet FOA har spurgt tillidsfolk fra 10 store FOA-arbejdspladser, om deres arbejdsplads har en sorgpolitik. Arbejdspladserne i rundspørgen er: Hovedstadens Beredskab, AUH Midtbyen, Silkeborg Kommune/dagplejere, Hjemmeplejen Rødovre Kommune, Sydvestjysk Sygehus, Hjemmeplejen Amager SUF, Esbjerg Kommune/Dagplejen, Hjemmeplejen Vbro/Kgs.Eng/Valby SUF, Hjemmeplejen Vanløse-Brh-Husum-SUF og Hjemmeplejen Frederiksberg Kommune.