Det er en stolt journalist fra Fagbladet FOA, der lørdag over middag tager til Fyn for at modtage en pris for sit arbejde med at afdække forholdene i psykiatrien – både for de ansatte og de psykisk syge selv.
”Det er en enormt stor anerkendelse for mig som journalist, at psykiatribrugerne - som er dem det hele handler om - kan genkende sig selv i min dækning. Derfor er jeg enormt glad og stolt over prisen,” siger prismodtager og journalist Anders Ejbye-Ernst til Fagbladet FOA.
Mere end 150 aktindsigter
Artiklerne bygger på mere end 150 aktindsigter. Gennem aktindsigterne har Anders Ejbye-Ernst blandt andet kunnet dokumentere, at våben og stoffer er dagligdag på flere af landets lukkede afdelinger.
Prisen uddeles af Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, LAP, som er en landsdækkende organisation, hvor nuværende og tidligere psykiatribrugere støtter hinanden og stiller krav vedrørende egne interesser.
Enestående arbejde mod stigmatisering
LAP understreger i sin begrundelse for at give prisen til netop Anders Ejbye-Ernst, at han ”har lavet et enestående arbejde mod stigmatisering og fordomme over for mennesker med psykiske vanskeligheder.”
Han bliver særligt rost for at bidrage til at give ”et mere nuanceret syn på mennesker, der i perioder kan have krøller på øverste etage. Han har skabt sine artikler uden at have været styret af en fascinationsvinkel, hvor et særligt farlighedsmoment er blevet koblet på en stor gruppe mennesker.”
”Antallet af patienter vokser eksplosivt. Samtidig har politikerne ambitioner om mindre tvang og en bedre psykiatri, men de har ikke sørget for at tilføre ressourcer eller ændre psykiatriens rammer. Det hænger ikke sammen, og det har nogle alvorlige konsekvenser for ansatte og patienter. Derfor er det et vigtigt område at have fokus på,” siger han.
Drab og voldelige overfald
Anders Ejbye-Ernst har gennem længere tid skrevet om forholdene i psykiatrien – både i forhold til de ansatte og brugerne. Og LAP understreger, at han i sit arbejde med at beskrive drab og voldelige overfald i psykiatrien har undgået at bruge fascinationsvinklen, hvor der fokuseres på detaljerne i drabet. I stedet har hans fokus været på baggrund og perspektiver i hændelsen.