Annonce

Demonstration i Århus

Tema: OK18

7 gode råd: Sådan laver du en succesfuld aktion


Mens overenskomstforhandlingerne er gået i stå, er der gode muligheder for at gå på gaden og vise opbakning til de offentligt ansatte. Fagbladet FOA giver dig 7 gode råd til at lave en aktion

Annonce

Få de bedste råd til at lave en vellykket aktion fra konsulent for aktivisme og organisering i FOA Tina Malene Hansen. (Foto fra demonstration i Aarhus den 22. marts) Niels Åge Skovbo

Af Cathrine Saltbæk Tverskov
Journalist

Annonce

Forhandlingerne om de offentlige overenskomster står i stilstand i Forligsinstitutionen. Parterne er ikke kommet tættere på en aftale inde bag murene, imens rykker konflikten tættere på. Men ude på gaderne begynder flere mennesker at stimle sammen til demonstrationer og aktiviteter for at vise opbakning til de offentligt ansatte.

Læs også: OK18: Her kan du vise din opbakning

Der er mange måder at vise sin sympati og opbakning på. FOA giver dig her 7 gode råd til at lave en vellykket aktion.

1. Hvordan kommer jeg i gang med at vise min opbakning?

Hvis din tillidsrepræsentant ikke allerede har haft fat i dig, så bør du hive fat i din tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanterne har stærke netværk, og tillidsrepræsentanterne har det lokale lederskab på arbejdspladserne. De har overblik og er medarrangører af aktiviteter og happenings rundt omkring i landet.

2. Hvordan får jeg engageret andre i at deltage i demonstrationer og aktiviteter?

Den personlige kontakt og snak er vigtig for at få engageret mennesker. De sociale medier og Facebook-invitationer er en nem måde at få et budskab og arrangement ud på, men det kan samtidig være meget uforpligtende, og så folk falder fra. Hiv fat i din kollega, eller ring op og snak om, hvad aktionen går ud på. De små snakke med kollegerne om, hvorfor det er vigtigt, at de hjælper til og deltager i aktioner er nødvendige. Det hjælper ikke at diktere og presse folk til at deltage. Vis respekt for de mennesker, som skal bruge deres fritid på at deltage i aktionerne.

3. Dan et fællesskab og lav konkrete aftaler

Det er nemmere at komme afsted til aktioner eller arrangere happenings, hvis hele arbejdsfællesskabet gør det sammen. For nogle personer kan det være lidt grænseoverskridende at lave aktioner og demonstrationer. Der kan det være nemmere, hvis I er en gruppe. Lav konkrete aftaler, som I holder hinanden op på. Det kunne eksempelvis være at mødes efter arbejde og gå i samlet flok til en aktion. Det er ikke den enkelte person, men fællesskabet som får aktioner til at lykkes.

4. Alle kan bidrage i aktionerne

Det er ikke kun dem, som er udtaget til konflikt, som kan deltage i aktioner. Der er brug for, at alle viser deres opbakning, for at aktiviteterne kan blive en succes. Der skal tages hensyn til folks forskellige temperamenter og engagement, når aktionen planlægges. Eksempelvis har alle ikke lyst til at stå og synge på Rådhuspladsen. I stedet kan man male eller tegne et banner, skrive en sang, bage en kage og dele ud sammen med flyer på togstationen, hvor man tager den tætte dialog med borgerne. Alle kan bidrage med noget, som gør de offentligt ansatte synlige.

5. Hvordan bliver aktionen en succes?

Det er vigtigt at tænke skalerbarhed i aktionerne og overveje, hvor mange mennesker det er muligt at mobilisere. Aktiviteten skal være synlig, og den skal passe til lokationen. Bliver I kun 20 mennesker, så er det ikke på Rådhuspladsen, I skal afholde jeres aktivitet. I stedet kunne det være en indfaldsvej, et torv eller en metrostation, hvor mange mennesker passerer.

6. Hvordan kan vi gøre os synlige?

Aktiviteter og aktioner skal hjælpe de offentligt ansatte med at vinde befolkningens sympati. Derfor skal I sikre jer, at I er synlige. Det kan I gøre ved at være kreative og tænke lidt ud af boksen, når I planlægger jeres aktiviteter. Der må gerne være gode billeder i aktiviteterne, for så kan de deles på sociale medier, og det er noget, som pressen lægger mærke til. Eksempelvis blev der engang lavet en isskulptur under en aktion, som efterfølgende blev delt i medierne.

7. Det skal være sjovt at være med

Vigtigst af alt er, at det er sjovt at være med til aktionerne. Man vinder ikke sympati ved at være sur eller at klynke, i stedet skal I vise vindermentalitet og vise en fasthed på, at det er en vigtig kamp, som kæmpes for velfærden og for de offentligt ansatte.

Kilde: Tina Malene Hansen, konsulent for aktivisme og organisering i FOA.
I Sønderborg afbrød demonstranter et byrådsmøde. FOA Sønderborg

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev