”Jeg sad med hænderne på rettet og græd, da dagen var overstået. Jeg havde holdt sammen på mig selv hele dagen og bare ladet en tåre løbe ned ad kinderne, når jeg hastede fra den ene borger til den anden. Men da bilen blev parkeret, fik tårerne frit løb. Og jeg græd og græd de efterfølgende dage, sådan helt umotiveret.”

Sådan fortæller Carina Lindensparre. Den 57-årige social- og sundhedsassistent har været udkørende hjemmepleje i Svendborg Kommune siden 1996. Egentlig har hun været glad for selve arbejdet, for kollegerne og frem for alt, har hun været glad for at komme hos borgerne, hjælpe dem og være en del af deres hverdag. 

Men de seneste år har et stigende arbejdspres med mere dokumentation og minimale køretider presset hende. I foråret 2017 måtte hun sygemelde sig med stress. 

På trods  af månedlige møder med lederen, nedsat arbejdstid og en klar udmelding om, at hun kunne springe møder over, hvis tiden ikke var til det, har hun nu smidt håndklædet i ringen. Hun har sagt op og har nu fået arbejde som fast aftenvagt på et plejecenter. 

Hun oplevede, at det var mere reglen end undtagelsen, at tidsplanen skred. 

”Hvis planen skrider, og man ringer ind til kontoret, får man ofte beskeden om, at alle har travlt, så der er ingen, som kan træde til. Er man vedholdende nok, lykkedes det ofte, men dét at skulle kæmpe for at få et besøg væk er frustrerende og opslidende. Det er umenneskelige arbejdsforhold, og jeg kunne ikke blive ved med at forsvare det over for mig selv, mit helbred, min familie og mine faglige værdier,” fortæller Carina Lindensparre. 

”Det gjorde en stor forskel. Lisbeth (coachen, red.) var rigtig god til at tage mig seriøst, og gav mig nogle gode og brugbare råd til, hvad jeg skal gøre for at passe på mig selv. Hun stillede gode spørgsmål, og når jeg besvarede dem, fik det sat fokus på min arbejdssituation. Jeg blev opmærksom på mine reaktioner, og hvornår det var tid at stoppe op. Hele sommeren tog jeg eksempelvis ud i vores campingvogn og var alene på mine fridage. Og jeg lærte også at gå gode ture med hunden for at ”rydde hjernen”. Det gjorde mig godt,” fortæller Carina Lindensparre. 

Samtalerne og opmærksomheden på, at Carina skal være bedre til at passe på sig selv og mærke efter, hvad hun kan holde til, har givet hende modet til at søge nyt job.

 

”Jeg erkendte, at selv om jeg havde månedlige samtaler med min leder, og selv om jeg meldte ud, at jeg ikke ville haste afsted på vejene for at nå frem, så trives jeg alligevel ikke med køretiderne og presset i hjemmeplejen. Jeg måtte søge videre. Heldigvis har jeg fået et job som fast aftenvagt på et plejecenter. Det glæder jeg mig til,” siger hun. 

Hjemmeplejen i Svendborg har i flere år taget kørelister seriøst, fortæller 

”Det betyder meget for både borgere og personale, at kørelisterne er til at overholde. Så vi gør meget ud af at planlægge dem og finde en løsning, når tidsplanen skrider. Vi har en planlægger til at sidde og arbejde for hvert område hver dag,” siger Lisbeth Dahl. 

Men hun oplever også ansatte, som har svært ved at arbejde med kørelisterne.

 

”I sagens natur kræver det en vis fleksibilitet. Der er lagt køretid ind mellem besøgene. Og der kan være elastik i køretiden, da alle besøg hos borgerne ikke tager lige lang tid hver dag. Hænger man sig meget i tidsplanen, kan man komme til at stresse over den,” siger hun. 

Lisbet Dahl taler om hjemmeplejen og kørelisterne generelt i Svendborg Kommune, og forholder sig ikke specifikt til Carina Lindensparres sag.