Det var så den sommer – en sommer hvor vejret aldrig rigtigt var til at hoppe i bølgen blå, og hvor stort set alle eksperter forklarede den megen regn med menneskeskabte klimaforandringer. Udsagn, som vi ikke rigtig forstår eller tror på – som for eksempel den amerikanske præsident, der fortsætter med at kalde klimaforandringerne for ‘Fake News’.

Hvorfor er der så mange, som ikke tror på eksperternes forklaringer? Og hvorfor handler os, som accepterer dem, ikke mere konkret? Måske har vi overordentligt svært ved at se, hvad vi personligt kan gøre. Vi lukker øjnene og håber på det bedste.

Mange af os ved jo godt, at løsningerne indebærer et opgør med mantraet om, at vi skal ‘vækste’ os ud af problemerne. Vi bliver nødt til at se på vores forbrug og forholde os til den skæve fordeling af klodens resurser – både i forhold til tredjeverdenslande, men også i forhold til vores eget samfund.

Paradokset er, at mange af vores politikere snakker om sammenhængskraft og frivillighed som løsningen på samfundets økonomiske problemer, samtidig med at de foreslår skattelettelser og øget forbrug. 

Hvem skal så bestemme? I hvert fald ikke eksperterne. Vi har det jo med at nedsætte en kommission af såkaldte eksperter til at komme med løsningsforslag, som vi alligevel ikke følger. Vi kommer ikke udenom, at det er vores politisk valgte, der i en demokratisk proces må tage de svære beslutninger. Og så må de stå til ansvar. Men husk – det er også dit ansvar at gøre noget.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.