Annonce

Dennis Kristensen

Sjællandske portører i strejke igen


Portørerne i Region Sjælland genoptog fredag aften arbejdet efter trusler om bod fra Danske Regioner, men har mandag morgen igen besluttet at nedlægge arbejdet. 

Annonce

Forbundsformand Dennis Kristensen mener, at Regions Sjælland har misbrugt sin ledelsesret overfor portørerne og agter at bringe sagen for Arbejdsretten. Jørgen True

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

De sjællandske portører har mandag igen indledt en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Det besluttede portørerne efter faglige møder tidligt mandag. 
 
I en skrivelse, som portørerne på Sjællands Universitetshospital Roskilde har sendt ud, som andre hospitalers portører bakker op om, kommer arbejdsnedlæggelsen som en reaktion mod den udtalelse, som Region Sjællands direktør, Per Bennetsen, kom med i fredags.
 
I skrivelsen står der:
 
“Når vi hører, at der er foregået et reelt og ligeværdigt samarbejde, og at vi er blevet taget alvorligt, hørt og i mødekommet i den proces, der nu munder ud i trusler og tvang overfor kolleger i rengøringen og blandt portørerne, er vi stærkt forundrede,” står der i skrivelsen.
 

Stor skuffelse over Koncern Ledelse

Portørerne er dybt skuffede over Koncern Ledelse, og ønsker derfor ikke længere Koncern Ledelse som arbejdsgiver.
 
“I skuffelse over, at der i denne weekend ikke er taget initiativer til forhandlinger med vores tillidsfolk og vores faglige organisation, har vi besluttet igen at nedlægge arbejdet med krav om, at alle oplysninger kommer på bordet, at Koncern Service nedlægges, og vi kommer tilbage under de lokale sygehusledelser, at Danske Regioner forhandler den nye erhvervsuddannelse for portører på plads, så både rengøringsfolk og portører kan få en fremtidssikret og relevant uddannelse, der kan støtte op om formålet med landets sygehuse og hospitaler: Patientbehandling på højeste niveau og et sundhedsvæsen i verdensklasse,” står der i brevet.
 

FOA og LO trækker regioner i Arbejdsretten

Hele sagen med de 20 portører, der blev varslet i uddannelse eller kunne betragte sig selv som opsagte har fået FOA og LO til at indlede en arbejdsretssag mod Region Sjælland og Danske Regioner.
 
"Sagen handler i første omgang om de 20 portører, der har fået et valg mellem at skifte fra portøroverenskomsten til serviceassistentoverenskomsten eller betragte sig selv som opsagte. Men regionen har stillet i udsigt, at et større antal portører og ansatte på rengøringsoverenskomster tilsvarende skal skifte overenskomst i de kommende år på samme vilkår. Dermed bryder Region Sjælland den forpligtelse, som en overenskomst indeholder, til at være loyal overfor overenskomstens indhold og dækningsområde," siger forbundsformand Dennis Kristensen FOA i en pressemeddelelse.
 
I første omgang er der sendt en fællesmødebegæring til Danske Regioner, siger fagretlig koordinator i LO, advokat Peter Nisbeth:
 
“Vi håber på et mindeligt møde. Hvis vi ikke kan blive enige om en løsning, kan FOA vælge, at sagen bliver bragt i arbejdsretten” siger Peter Nisbeth.
 
Det er mandag ikke lykkedes at få en kommentar fra administrerende direktør, Per Bennetsen i Region Sjælland.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev