Pædagog Lene Nørgaard Schultz er mor til to børn på tre og syv år. Hun har et spørgsmål til fagforeninger, arbejdsgivere og politikere: ”Hvem har ansvaret for mine syge børn?”
Hun er vred og kan ikke forstå, at det ikke er hendes ansvar, men alle mulige andres, når hendes børn er syge.
“Jeg bliver provokeret af, at det er en mulighed – ikke en ret – at passe sine børn selv, når de er syge. Vores forældre arbejder jo stadigvæk, min svigermor har slidgigt, og min far har ikke kræfterne til at passe min lille datter. Det er ikke rimeligt at lægge et sygt barn, der kaster op, hos min far. Det er ikke hans ansvar, det er mit,” siger Lene Nørgaard Schultz, der arbejder i en vuggestue.
Som pædagog kan man blive kaldt ind til personalemøder om aftenen, selv om man har barn syg.
“For man har jo fundet en til at passe dem, er logikken. Men hele tankegangen er forkert: At man har mulighed for barns sygedage, hvis man ikke kan få andre til at passe dem, og hvis det hænger sammen for arbejdspladsen,” siger hun.
Lige nu venter hun og hendes mand bare på, at den yngste datter får skoldkopper – for det sker jo.
“Så ved jeg ikke, hvad vi gør. Jeg har ikke andre muligheder end at blive hjemme selv, bruge feriedage eller selv melde mig syg. Min mand er også pædagog og har også kun to barns sygedage, men skoldkopper varer jo mellem en uge og ti dage.”
Børnefamilierne har brug for bedre vilkår, slår hun fast.
“Jeg har endda en mand at dele børnenes sygedage med, men hvad hvis man er alene?” siger hun.