Du har en alarm, så du er ikke alene.
Den besked fik en social- og
sundhedsassistent i psykiatrien fra
sin leder, da hun luftede sin bekymring
om at arbejde alene med stærkt
psykisk syge og voldelige beboere.
Episoden fik jeg refereret, da jeg sammen
med Dennis Kristensen i efteråret besøgte seks forskellige arbejdspladser
i rets-, social- og behandlingspsykiatrien.
Historien gjorde – sammen med en mængde andre
beretninger – et stort indtryk på mig.
På de seks arbejdspladser hørte vi mange historier om
vold. Om små, kvindelige ansatte, der står alene med
store, psykisk syge mænd. Der var historier om at
arbejde alene, selv om man bør være flere. Historier
om alarmer, der ikke virker. Om arbejdspladser, hvor
Arbejdstilsynet ikke tør komme på besøg. Og alt for
mange beretninger om, at ressourcerne er så knappe,
at man ikke kan udføre sit arbejde med den faglighed,
man har i kraft af sin uddannelse og sine erfaringer.
Det er historier, der rører mig dybt. Og det er
historier, som jeg tager
med mig, når jeg taler
med politikere om
arbejdsvilkårene i
psykiatrien. Fortællingerne
er guld
værd for mig, og
de gør, at vi står stærkere med vores argumenter
over for politikere og embedsfolk,
der ikke selv kommer på arbejdspladser
i psykiatrien.
I FOA bliver vi ved med at sætte psykiatrien
på dagsorden. Vi skal have en psykiatri,
som vi kan være bekendt. En psykiatri,
der i prioritering og opfattelse bliver
sidestillet med somatikken. Hvor der er
tid til at arbejde med relationerne til hver
enkelt beboer, og hvor arbejdet ikke er
farligt for nogen.
Klummen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA