For nylig var jeg ude at vandre i det sydlige Tyskland og Tjekkiet sammen
med sektorformand Karen Stæhr. Det var ikke en almindelig vandretur,
men en lille del af Civil March for Aleppo, som startede i Berlin med
kurs mod den syriske by, da situationen for civile var mest håbløs.
Har kampene i Syrien noget med FOA at gøre? Det synes Karen
og jeg. Vi er vidner til en humanitær katastrofe, og FOAs syriske
kolleger i sundhedsvæsen og beredskab arbejder sammen med
nødhjælpsarbejdere under helt urimelige vilkår for at redde liv og
lindre smerte.
Hospitaler bombes på trods af, at Genevekonventionen forbyder
at inddrage hospitaler i kampe. Det samme sker på sundhedscentre,
plejecentre og i ambulancer. Det bør FOA som et af søsterforbundene
til blandt andre sundhedsarbejdere i Syrien tage klart
afstand fra.
Jeg læste en beretning fra en engelsk
Røde Kors-læge om evakueringen af
mere end 100 mennesker fra et plejecenter
i Aleppo. Det er uhyggelig læsning
og så langt fra den danske debat om
ældrepleje, som man overhovedet
kan forestille sig.
Det tog Syrisk Røde Halvmåne og
Internationalt Røde Kors to dage at
få garantier fra de kæmpende parter,
før de kunne køre ind i området.
Imens døde tre mennesker på
plejecentret.
De fik beboerne samt folk, der
havde søgt tilflugt, og 6 forældreløse
børn med, men måtte
efterlade 18 mennesker – især psykisk syge. De ville ikke med
og forstod næppe, at de befandt sig i en krigszone. Lægen kalder
dem for de “allermest sårbare af de sårbare”. Her er slutningen
af lægens beskrivelse:
“Det her handler ikke om, hvem der har ret, eller hvem der
tager fejl. Heller ikke om, hvem der vinder eller taber. Det handler
om mennesker af kød og blod. Levende væsener. De blødende, de
døende, og dem der bliver forældreløse – hver eneste dag.”
Det budskab ville Karen og jeg gerne støtte på FOAs vegne. Selvom
det kun blev et par etaper af den lange vej til Aleppo.
Klummen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA