En søndag formiddag i april 2016 kommer teknisk servicemedarbejder Henning Laursen ridende på en sti i Bryrup ved Silkeborg. Ud af øjenkrogen ser han noget, der fanger hans opmærksomhed. Omkring 100 meter derfra vælder sort røg og flammer ud under tagudhænget på en af de ældreboliger, han er ved at passere.

Hurtigt hopper han af islænderen og overlader den til sin ridemakker. Han maser sig gennem et buskads, ned ad en skrænt og når frem til Skovly, et plejecenter der ligger ved siden af ældreboligerne.

Inde i spisestuen sidder social- og sundhedsassistent Katrine Dalsgaard Jensen og drikker kaffe med beboerne. Pludselig står en mand i ridebukser: “Der er brand. I er nødt til at ringe 112,” råber han.

Katrine reagerer hurtigt og løber med Henning over til lejligheden, hvor røgen kommer fra. 

“Er der nogen?”

Foran hoveddøren lægger Henning sig på maven. Fra et brandkursus ved han, at døren ikke skal åbnes på normal vis. Man risikerer at få en eksplosion af ild ud i hovedet, fordi der kommer ilt til. 

Henning får skubbet den ulåste dør op og bliver mødt af massiv sort røg. Han kravler nogle meter frem og kalder: “Er der nogen?”

"Vi skal ha' ham ud. NU"

Han opfanger en svag mumlen længere fremme, men kan intet se. Efter nogle sekunder får han et glimt af et par fødder i den anden ende af gangen. Gispende efter luft kravler han baglæns ud igen.

Her står Katrine med vagtcentralen i telefonen og melder tilbage, at der er en person i lejligheden. Ambulancen er sendt af sted og kan være fremme om syv minutter, lyder beskeden. 

“Vi skal ha’ ham ud. NU,” råber Henning. 

Katrine kan mærke, at hun ikke har lyst. Kroppen vil ligesom ikke, og et kort øjeblik står tiden stille. Alligevel formår hun at tænke: ‘Men det skal jeg jo’, og så tager hun en dyb indånding og kravler sammen med Henning ind i varmen og røgen.

Lejlighedens beboer, en ældre mand, sidder i en stol ved terrassedøren. Ved fælles hjælp får de ham trukket ned på gulvet og vendt ham rundt på ryggen. Henning ser, at en af ruderne er revnet. Hvis den sprænger, kan ilden udvikle sig voldsomt, så det skal gå hurtigt med at få den bevidstløse mand ud.

Han trækker vejret

Alt i alt tager det måske et minut at trække ham ud. Han ligger helt slap på græsset, sort rundt om munden og næsen. Varmen har svedet hans skæg, men han trækker vejret. De lægger ham i stabilt sideleje, og mens Henning lukker døren og skubber vinduer i på den brændende lejlighed, advarer Katrine beboeren i nabolejligheden om branden.

Derefter løber hun over til plejecentret og henter en dyne. Manden er kun iført underbukser og T-shirt, og han skal ikke ligge der til offentligt skue, synes hun. 

Katrine bliver siddende ved manden, der vånder sig, måske på grund af smerter. Hun taler til ham og siger, at han bare skal tage det roligt, og at hjælpen snart er fremme.

Henning er løbet op til vejen for at lede redningsmandskabet den rigtige vej. Uden at tænke over det har han samlet sin pisk op og står nu i fuldt rideudstyr og dirigerer køretøjerne. Til stor morskab for brandfolkene efter det hele er overstået. 

Redder hans liv

Falckreddere og en læge tager over. Manden får iltmaske på og bliver hentet af en helikopter, der flyver ham til Rigshospitalet. Her skal han i trykkammer for at få kulilten ud af blodet. 

Katrine og Henning kan puste ud. Deres indsats har reddet mandens liv, får de at vide. Bortset fra en del hosten har de det begge godt og kan fortsætte, hvor de slap. 
Henning vender tilbage til sin hest og rider videre. Katrine får en snak med sine kolleger, inden hun tager hjem.

“Det tog lang tid at falde ned, men jeg har haft det fint bagefter,” siger Katrine, der har taget imod kommunens tilbud om at tale med en krisepsykolog. 

Henning takkede nej, for som han siger: “Det gik jo godt.”