Annonce

Blomsterbuketter og kort ligger på jorden.

Tvang skaber splid i psykiatri-forhandlinger


Forslaget om nye specialafdelinger i psykiatrien deler vandene i satspuljeforhandlingerne. Især er parterne uenige om, hvorvidt det vil føre til mere eller mindre tvang.

Annonce

En social- og sundhedsassistent blev knivdræbt af en beboer på bostedet Lindegaarden i marts 2016. Siden da har politikere og organisationer diskuteret, hvordan man bedst muligt forebygger vold i psykiatrien. I øjeblikket diskuteres, om der skal oprettes nye specialafdelinger under psykiatriloven til de beboere, der er for syge og farlige til at være på bostederne.   Jørgen True

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

400 millioner kroner er øremærket til psykiatrien i satspuljeforhandlingerne. Men spørgsmålet om, der skal oprettes nye specialafdelinger under psykiatriloven, truer med at vælte den samlede aftale af bordet.

Især diskussionen om, hvorvidt de vil føre til mere eller mindre tvang i psykiatrien, skaber spændinger i forhandlingerne.

Regeringens tanke med de nye specialafdelinger er, at de skal huse omkring 150 beboere, der er for syge og farlige til at være på de normale bosteder. De nye afdelinger vil åbne for, at man kan anvende visse former for tvang som for eksempel at låse beboerne inde på deres værelser eller at gennemgå deres post. 

Bent Hansen: Vi kan undgå genindlæggelser

Omkring to procent af beboerne på bostederne er i løbet af et år blevet indlagt mindst ti gange, hvor de for eksempel kan blive bæltefikseret. 

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, mener, at de nye afdelinger vil resultere i mindre tvang. 

”Vi vil med de nye afdelinger undgå mange genindlæggelser, og det vil føre til mindre tvang i det lange løb. Samtidig vil de resultere i mindre vold og skabe tryghed for de øvrige beboere og personalet på bostederne,” siger han. 

En lappeløsning

Kritikere mener imidlertid, at specialafdelingerne ikke vil løse det overordnede problem. 
Formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, påpeger, at der i 1980 var 300 retspsykiatriske patienter i Danmark, mens tallet er oppe på 4.500 i dag. Bare de seneste ti år er problemet tredoblet, uden at kapaciteten på de retspsykiatriske afdelinger er fulgt med, siger han.

”Jeg anerkender problemets omfang med vold på bostederne, men tiltaget med de nye afdelinger er på ingen måde tilstrækkeligt. Hvis det bliver indført, skal vi snart til at diskutere, hvad vi gør med de næste 150 beboere. Alt andet end en total reform af området er en lappeløsning,” siger han.

Regionsformand Bent Hansen mener modsat, at problemerne på bostederne er så store, at man ikke kan vente på en total reform:

”Hvis man undlader at gøre det her, så sker der måske ingenting. Der skal gøres noget nu for at komme problemerne til livs. At være passiv og så håbe, at der kommer en anden løsning snart, det er at lade vores personale og borgere i stikken,” siger han.

Torsten Bjørn Jacobsen er af den opfattelse, at de nye former for specialafdelinger vil åbne for mere tvang i psykiatrien, hvilket vil være en forkert vej at gå.

”Frihedsberøvelse er frihedsberøvelse, lige meget hvor det foregår, og det er den mest indgribende form for tvang. Det er kernen i forslaget: At man kan lukke folk inde, og sige at det ikke er tvang,” siger han. 

FOA: Pas på med at forsimple problemet

Fra FOAs side mener man, at det er at forsimple problemet, når man diskuterer mere eller mindre tvang på de nye afdelinger. Formanden for FOA Dennis Kristensen mener, at Satspuljeforhandlingerne handler om at beskytte beboere og ansatte på bostederne mod overfald og trusler på livet.

”Vi vil alle sammen gerne have en storstilet reform af den samlede psykiatri. Det ville være at gamble med beboeres og ansattes liv og førlighed, hvis vi ikke bruger de aktuelle forhandlinger til netop at forebygge volden. De nye tilbud vil ligge under psykiatrien, og derfor vil der som i resten af behandlingspsykiatrien være mulighed for at anvende tvang,” siger han.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev