Annonce

FOA-formand Dennis Kristensen.

FOA melder sig ud af Psykiatrialliancen


FOA har meldt sig ud af Psykiatrialliancen, da en pressemeddelelse blev sendt ud af alliancen med et budskab, som FOA ikke kunne stå inde for.

Annonce

Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA, kan ikke se nogen mening i at være medlem af en alliance, hvor FOA ikke har indflydelse på, hvad der bliver sagt.  Jørgen True

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

FOA har følt sig taget som gidsel for en holdning, som fagforbundet ikke kan stå inde for. 
Psykiatrialliancen offentliggjorde i fredags deres politikpapir, som fortæller om de punkter, alliancen vil samarbejde om. Politikpapiret blev suppleret med en pressemeddelelse, og denne pressemeddelelse har nu fået FOA til at melde sig ud af alliancen.
 
I pressemeddelelsen bliver regeringens foreslåede nye specialiserede afdeling i psykiatrien for borgere med særligt komplekse problemer omtalt som et skridt i den forkerte retning og en lappeløsning. Denne holdning er FOA ikke enig i.

”Det dur ikke med en samarbejdsform, hvor det, vi bliver enige om, bliver suppleret med, at nogle få organisationer går sammen og tager FOA til indtægt for en holdning, som alle ved, vi ikke er enige i,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA. 
 
PsykiatriAlliancen er et netværk af organisationer, der arbejder med eller omkring psykiatriområdet.  

Psykiatrialliancen beklager

I Psykiatrialliancen beklager man forløbet, der har ført til FOAs udmelding. Pressemeddelelsen skulle have præsenteret politikpapiret og skulle ikke have peget på eller udelukket bestemte løsninger.
 
”Det her er det første, Psykiatrialliancen går ud med, så vi skal selvfølgelig lære af processen. Det er en omfattende proces at få 28 organisationer til at stå bag et politikpapir og en pressemeddelelse. Her har vi ikke været opmærksomme nok, og der er kommet nogle formuleringer med, som vi er kede af,” siger Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden og kontaktperson for Psykiatrialliancen. 
 

Alliancen ønsker samarbejde med FOA

Adspurgt om FOA med sin udmelding nu står svagere i forhold til at få gennemført ændringer i psykiatrien, svarer Dennis Kristensen:
 
”Det nytter ikke noget, at den stærkere stemme, vi får, er nogle andres stemme og ikke vores. Lige nu handler det for os om at skabe et flertal for en ny type specialiseret afdeling."
 
Psykiatrialliancen håber dog stadig, at FOA i fremtiden kan se fornuft i at arbejde sammen med alliancen, da der er en styrke i at stå sammen.
 
”Vi er ærgerlige over det, fordi vi stadig synes, idéen med alliancen er fantastisk god. Alliancen er her ikke for at fremme den eller den anden organisations særforhold. Alliancen er til, for at vi kan stå sammen, fordi der er et oprigtigt ønske om, at psykiatriens sag som helhed bliver fremmet,” siger Anne Lindhardt.

Psykiatrialliancen

Psykiatrialliancen blev startet tidligere i år, og er nu et samarbejde mellem 27 organisationer, der arbejder med eller omkring psykiatrien. Medlemsorganisationerne repræsenterer patienter, brugere, pårørende og faggrupper. Psykiatrialliancen blev skabt med en intention om at skabe et offentligt og politisk pres, for at bekæmpe psykiske sygdomme.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev