Pædagogmedhjælpere, dagplejere og pædagoger bliver nu hyldet med ny pris ”Årets Dagtilbud”. Prisen bliver uddelt af børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), FOA og BUPL.
Med prisen skal der sættes fokus på den vigtige rolle, som dagtilbuddene og det pædagogiske personale spiller i at give de yngste børn den bedste start på livet. Derudover er håbet at udbrede de gode historier fra dagtilbuddene.
”De fleste danske børn tilbringer mange timer i dagtilbud hver dag, og det pædagogiske personale landet over gør en kæmpe indsats for at styrke børnenes trivsel, læring og udvikling,” siger børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i en pressemeddelelse.
Hun mener, at der i dag er alt for lidt prestige i at arbejde som pædagogisk personale. Det skal prisen være med til at ændre på.
Fokus på det gode samarbejde
Prisen vil gå til en hel daginstitution eller til dagplejen i et distrikt eller en kommune, der i særlig grad gør en betydningsfuld forskel for at fremme børnenes trivsel, udvikling og læring. Ministeren, FOA og BUPL ønsker nemlig at sætte fokus på betydningen af samarbejdet i personalegrupper.
”Teamarbejdet i daginstitutionerne er væsentligt. Derfor er det vigtigt, at det er hele personalegruppen, der bliver anerkendt med prisen, så der kan komme fokus på det gode pædagogiske arbejde, der bliver udført,” siger Mogens Bech Madsen, formand for pædagogisk sektor i FOA.
Der vil komme en præmie til vinderen, men den er ikke fastlagt endnu, oplyser Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Nominer til ”Årets Dagtilbud”
Pædagogisk personale kan selv nominere kolleger fra andre dagtilbud til ”Årets Dagtilbud”. Prisen kan nemlig indstilles af både kolleger fra andre dagtilbud, forældrebestyrelsen, forældre, lederen, dagtilbudschefer og kommunale børne- og ungedirektører.
Et dommerpanel med repræsentanter fra blandt andet Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, BUPL, FOA og praktikere skal derefter udvælge tre nominerede dagtilbud. Efterfølgende vil de tre nominerede få besøg af dommerpanelet.
Nomineringerne til ”Årets Dagtilbud” skydes i gang i løbet af efteråret, og prisen uddeles i slutningen af året.
Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling