Annonce

To kvinder på en havn

Tema: Vold i psykiatrien

Ansatte lider efter groft overfald på hospital


Mareridt og smertehelvede plager de fire hospitalsansatte, som for to uger siden blev gennembanket af en psykisk syg mand. 

Annonce

De to sosu-assistenter Bente Rasmussen, 31 (t.h.) og Vibeke Høst Pedersen, 60, (t.v) blev sammen med to kollegaer udsat for et groft overfald på en lukket psykiatrisk afdeling i Aalborg. Overfaldet kom ud af den blå luft og resulterede bl.a. i hjernerystelser, kæbebrud og dybe psykiske ar på sjælen  Lars Horn / Baghuset

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Lørdag den 4. juni blev fire ansatte overfaldet af en patient på den intensive psykiatriske afdeling S6, der er beliggende ved Aalborg Universitetshospital. Voldsepisoden efterlod de fire hospitalsansatte med blandt andet hjernerystelser, dobbelt kæbebrud og store psykiske ar på sjælen.

Læs også: Ansatte fik hjernerystelser og kæbebrud

“Jeg var voldsomt ramt, for han slog mig jo 10 til 15 gange med knyttet hånd i mit ansigt. Jeg har fået en kraftig hjernerystelse og muligvis også piskesmæld,” siger Bente Rasmussen til Fagbladet FOA.

Selvom det er to uger siden, at hun blev overfaldet, har den 31-årige social- og sundhedsassistent stadig et blåt øje. Mentalt har overfaldet også sat spor:

“Jeg døjer med at sove og vågner gentagne gange om natten badet i sved. Jeg har en voldsom hovedpine og tager efter aftale med min egen læge kraftig smertestillende medicin tre gange om dagen.” 

Får sovepiller

Fagbladet FOA møder Bente Rasmussen sammen med hendes kollega Vibeke Høst Pedersen, 60, i Aalborg. Vibeke Høst Pedersen, der også arbejder som social- og sundhedsassistent, var trods flere spark på kroppen den, der slap nådigst ud af overfaldet. Mentalt er hun dog stadig mærket:

“Jeg går til psykolog og døjer stadig med at sove. Jeg har derfor været ved lægen for at få sovepiller, for hvis jeg ikke kan sove, så kan jeg ikke klare at gå på arbejde,” siger hun og fortsætter:

“Jeg har været 18 år på den psykiatriske afdeling. Jeg har oplevet mange ting, men jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

I går, fredag, havde Vibeke Høst Pedersen sine første timer på jobbet. Hendes øvrige tre kollegaer er stadig hårdt medtagede efter overfaldet, og de er derfor sygemeldt fra jobbet.

Ingen så det komme

Både Bente Rasmussen, Vibeke Høst Pedersen og de to andre ansatte, der var på morgenvagt den 4. Juni, er meget erfarne medarbejdere. De fortæller, at de plejer at opdage, når der er optakt til uro.

“Op til overfaldet kunne vi ikke lugte lunten. Os, der har været herinde i lang tid, har ellers en vis erfaring i at fornemme om det ulmer, men det kunne vi ikke her. Vi havde lige lavet en BVC-risikovurdering, som ikke viste nogen tegn på, at overfaldsmanden var udadreagerende,” siger Vibeke Høst Pedersen.

Men ud af det blå kaster han pludselig kaffe i hovedet på Bente Rasmussen og slår hende med en knytnæve i ansigtet. Herefter begynder en flere minutter lang brydekamp på kontoret.

“Vi kan i farten ikke få vores overfaldsalarm til at virke. Jeg fumler med min og får til slut revet bundproppen ud, og så går alarmen i gang,” siger Vibeke Høst Pedersen og fortsætter:

“Pludselig falder en kollega, og så stopper han (gerningsmanden, red.) med at slå og går ud af kontoret. Kollegaen råber 'Vibeke, Vibeke, kom her'. Jeg løb forvirret rundt på kontoret, og de bløder alle tre. Vi fik lukket døren, og så begyndte hjælpen fra de andre afdelinger at komme.” 

Vold må ikke blive hverdag

Både Bente Rasmussen og Vibeke Høst Pedersen ser voldsepisoden som et udtryk for en tendens om, at de lukkede psykiatriske afdelinger får flere hårde patienter, eksempelvis meget voldelige stofmisbrugere.

“Der er ingen tvivl om, at patientkategorien i psykiatrien er blevet hårdere. Vi får flere patienter, der bruger hårdere stoffer. Det smitter af på de andre patienter, og så bliver der skabt en ond spiral. Normering er ikke blevet dårligere på afdelingen, men den er heller ikke fulgt helt med tyngden af patientgruppen,” siger Bente og fortsætter:

“Normalt bryder jeg mig faktisk ikke om at stille mig frem og være i fokus på den her måde. Når jeg alligevel gør det, er det, fordi jeg håber at råbe nogle politikere op, så det kan blive mere trygt for mine kollegaer og mig selv at gå på arbejde.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev