En junidag i 2009 møder social- og sundhedsassistent Marian Boldt ind til sin døgnvagt på et lille bosted for psykisk syge, døve og udviklingshæmmede. Vagten udvikler sig til hendes livs mareridt og forandrer grundlæggende hendes tilværelse, da hun bliver overfaldet af en beboer.
En høj og kraftig, udviklingshæmmet mand kommer pludselig løbende imod Marian, mens han slår vilde mølleslag med sine arme og rammer hende hårdt med adskillige slag i ansigtet. Marian falder ned på nogle borde, der vælter og skilles ad. Overfaldsmanden har autistiske træk og skifter et øjeblik fokus fra Marian til den rodede bordopstilling, som han er nødt til at ordne.
”Gudskelov, for han var ellers én, der slog, til man ikke kunne bevæge sig,” fortæller Marian Boldt.
Bange for at dø
Hun når lige at flygte ind på et kontor, som hun låser af. Da hun lidt senere åbner døren på klem, står overfaldsmanden og venter på hende.
”Jeg tænker, at nu slår han mig ihjel,” siger Marian Boldt. Hun er alene med ham, mens en kollega er ved købmanden med et par andre beboere.
Overfaldsmanden falder lidt til ro, da Marian får tilkaldt hjælp fra etagen ovenover.
Men han går rundt som et rovdyr med blikket stift rettet mod hende. Hun aner ikke hvorfor, men manden fungerer mentalt som en 3-årig og har ikke noget sprog, så det er ikke let at finde ud af. Hun er i chok, har hovedpine, skal kaste op og vil bare hjem.
Ked af mistro
Fem år senere får Marian Boldt anerkendt både en fysisk og psykisk arbejdsskade, og hun er blevet førtidspensionist. Skaderne på krop og sjæl har vist sig uhelbredelige, og hun har derfor fået erstatning for piskesmæld og posttraumatisk angst. Overfaldet har også givet hende høretab og tinnitus, men det har ikke kunnet dokumenteres så klart, at hun har fået erstatning for det.
”Hvis jeg bliver forskrækket, reagerer min krop, så jeg får ondt i nakken og skal kaste op. Hvis jeg mærker piskesmældet, så går angsten også i gang. På den måde hænger skaderne sammen,” forklarer Marian Boldt.
Ingen af dem er dog synlige handicap, og derfor har Marian Boldt oplevet en del skepsis undervejs i den langvarige behandling af hendes sag.
”Det værste er mistroen, at man skal forsvare sig selv hele tiden. Derfor var anerkendelsen også det vigtigste for mig. Men det er en frygtelig lang proces, hvor man hele tiden er usikker på sin økonomi og på, hvordan det hele ender.”
Angst forhindrer job
Marian Boldt slap for arbejdsprøvninger, men måtte gennemgå et hav af lægeundersøgelser. Hun nægtede længe at erkende, at hun også var psykisk skadet, selv om hun oplevede voldsom angst i almindelige hverdagssituationer som telefonopringninger, familiebesøg eller møder.
”Jeg får forfærdelige anfald – jeg lå engang under en bænk ude på gaden, hvor en psykiater måtte hente mig ind til møde med jobcenteret.”
Men det var svært for hende at se i øjnene, at hun måtte sige farvel til arbejdsmarkedet.
”Jeg har altid arbejdet meget, for mit arbejde var jo også min interesse,” siger Marian Boldt.
Læs også: Psykiske arbejdsskader er på himmelflugt