Efter 57-årige Vivi Nielsen blev stukket ihjel af en beboer på Lindegården, sendte hendes efterladte kollegaer en
invitation til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V). I dag, mandag,
besøgte ministeren så bostedet for at høre, hvad de ansatte mener, der skal
til, for at løse problemerne i den pressede socialpsykiatri.
”Det er
ret tydeligt for mig, at der skal gøres noget. Nu har jeg haft mulighed for at
tale med medarbejdere, ledelse og Københavns Kommune for at høre, hvor deres
forslag går i retning af,” siger Karen Ellemann til Fagbladet FOA og fortsætter:
”Jeg har
en ambition om, at vi fra regeringens side har nogle forslag, inden vi går på
sommerferie. Der vil så efterfølgende foregå en politisk forhandling med
parterne, eftersom vi er en mindretalsregering."
Karen Ellemann fortæller, at hun særligt arbejder på, hvad man skal gøre ved den lille gruppe af meget voldelige beboere, som gør livet utrygt for personalet
og de mere svage beboere. Hun vil dog ikke sige noget om, hvilke konkrete forslag hun ser, og
hvornår de kan være omsat til handling.
Borgmester: Jeg mangler handling
Sammen med
ministeren besøgte socialborgmester Jesper Christensen fra Københavns Kommune
også Lindegården. Han har netop afsat 12,6
millioner kroner i år og 20,7 millioner kroner fra 2017 til at øge
sikkerheden på kommunens bosteder. Han er ikke tilfreds med ministerens
hidtidige arbejde:
“Vi føler
os endnu ikke tilstrækkeligt imødekommet. Nu noterer jeg mig, at ministeren vil
komme med et udspil inden sommerferien, og det må man kvittere for. Men vi ved
jo ikke, hvad den indeholder endnu,” siger Jesper Christensen (S) til Fagbladet
FOA.
Han har
selv foreslået en ny form for institution, der skal drives i samarbejde mellem
region og kommune, til den gruppe af psykisk syge, der ikke
kan rummes på de kommunale bosteder.
”Det
bliver først godt, når vi finder ud af, hvad det er for en lille gruppe, der er
på botilbud, som ikke bør være her. Det spørgsmål er der stadig ikke svaret på.
Indtil vi har set noget bedre, så holder jeg fast i forslaget, som de fem største
byer i Danmark også peger på,” siger socialborgmester Jesper Christensen.
Han
understreger, at en løsning kræver, at myndighederne tager ansvar for de
psykisk syge, der på grund af misbrug og kriminalitet havner i krydsfeltet mellem politi, kommune, region og stat
samt lovgivningskomplekser, der ikke er tænkt sammen.
Ansatte: Vi tror, der sker noget
Hos de ansatte på Lindegården, der i begyndelsen af maj måned inviterede ministeren forbi, er man glad for besøget:
"Jeg synes, det var et godt besøg. Min forhåbning er så, at der sker noget snart. Men bare det, at de er begyndt at lave planer, er jo super godt, for det har manglet efter de forrige drab. Der er sket enormt meget de sidste to måneder," siger Mia Kristina Hansen, der er talsperson for de ansatte på Lindegården og med under ministerens besøg.
Hun fortæller, at ministeren ikke kom med konkrete løfter - det tror hun dog vil komme:
"Hun kom, og hun lyttede. Det virker oprigtigt som om, at hun rigtigt gerne vil gøre noget, og jeg lægger mærke til, at politikerne nu virker til at have viljen til at skabe forandringer," siger Mia Kristina Hansen.