Annonce

De ansatte på Lindegården strejker pga deres farlige arbejdsforhold.

Tema: Vold i psykiatrien

Mette F: Jeg forstår frustrationen hos Lindegårdens ansatte


I protest over at de ansatte stadig går på arbejde med livet som indsats, har personalet på Lindegården valgt at strejke. De håber, at de ansvarlige politikere vil høre deres nødråb, så forholdene på landets bosteder bliver bedre for ansatte og beboere.

Annonce

Efter drabet på en ansat på Lindegården er volden og truslerne mod de ansatte vokset. Derfor har de ansatte nu valgt at nedlægge arbejdet i håb om, at de ansvarlige politikere vil få øjnene op for situationens alvor. (Privatfoto)

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Efter drabet på den 57-årige social- og sundhedsassistent Vivi Nielsen troede hendes efterladte kollegaer på Lindegården, at de ansvarlige politikere ville handle for at forebygge, at tragedien gentog sig.

Men halvanden måned efter det tragiske drab er dødstruslerne og volden blevet værre. De ansatte besluttede derfor i onsdags at nedlægge arbejdet i protest over, at de må gå på job med livet som indsats.

I en udtalelse, der blev sendt ud i går, torsdag, begrunder personalet blandt andet den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse sådan:

”Siden drabet på vores kollega den 25. marts, er der reelt intet sket, der forbedrer vores arbejdsforhold. Ingen af os kan mærke, at vi har fået flere ressourcer, selv om vi er blevet lovet det.”

”Det gælder liv, ære og værdighed, når vi i personalegruppen har besluttet at fortsætte med at strejke. Og det er i dyb solidaritet over for vores beboere, som vi ønsker at hjælpe. Men vi er nødt til at sige endegyldigt fra. Ellers sker der ikke noget,” skriver personalet.

I løbet af formiddagen i dag, fredag, skal personalet afgøre, om de vil fortsætte arbejdsnedlæggelsen. Ifølge personalet, som Fagbladet FOA har talt med, vil de ansatte først træffe en afgørelse senere på dagen.

Mette F: Jeg er imponeret over deres faglighed

I ugen op til strejken inviterede personalet Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen samt de to ansvarlige ministre for området, sundheds- og ældre minister Sophie Løhde (V) og indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), til at besøge Lindegården.

Invitationen er aldrig blevet besvaret af de to ministre. Mette Frederiksen (S) valgte dog at tage imod den og besøgte Lindegården kort efter, strejken begyndte:

”Jeg er rigtig glad for, at de ansatte inviterede mig. Det har gjort et stort indtryk at møde dem og høre deres historier. Jeg er imponeret over deres faglighed og den måde, de arbejder med at håndtere den forfærdelige hændelse, de har været igennem,” skriver Mette Frederiksen i en mail til Fagbladet FOA og fortsætter:

”De har sat foden ned og sagt, at det simpelthen er for farligt for dem at gå på arbejde. Det har bekræftet mig i, at der er brug for, at vi i Folketinget nu handler og finder løsninger.”

-Hvad mener du om, at vold er et arbejdsvilkår på de fleste socialpsykiatriske bosteder?

”Vi kan ikke bare acceptere, at socialpsykiatrien er et sted, der er farligt for både beboere og medarbejdere. Det, jeg hører medarbejderne fortælle, er, at en stor del af problemet skyldes, at der er beboere her, som er så dårlige, at de aldrig burde være blevet placeret på et sted som Lindegården.”

Hvad mener du, der bør gøres for at sikre bedre arbejdsvilkår til de ansatte og bedre omsorg til de syge beboere?

”Der er brug for at få en ny type behandlingstilbud, som så at sige er en mellemting mellem psykiatri og et socialpædagogisk bosted. Det kræver en lovændring, så det er et ansvar, vi må tage på os i Folketinget. Vi må også være ærlige og indrømme, at der er en gruppe af udadreagerende sindslidende, vi i samfundet ikke ser noget til og derfor ikke har nok opmærksomhed på. Så vi har også brug for en diskussion af, om vi prioriterer pengene rigtigt,” skriver Mette Frederiksen (S).

Skuffet over de ansvarlige ministre

De ansatte på Lindegården er glade for besøget fra Mette Frederiksen. Til gengæld skuffer det dem, at de to ministre, der har mulighed for at skabe reelle forandringer, ikke engang har svaret på deres skriftlige invitation:

”Jeg forstår godt, at de to ministre har travlt, men jeg synes i det mindste, de kunne have sendt en mail om, at de har modtaget vores brev,” siger Mia Kristina Hansen, der har fungeret som talsperson på Lindegården, og fortsætter:

”En af vores kollegaer er blevet dræbt. Det var det femte drab på bosteder på fire år. Det bliver de ansvarlige ministre nødt til at forholde sig til. Derfor synes jeg, de burde komme ud og se forholdene på Lindegården med deres egne øjne, så de kan udtale sig om sagen på et oplyst grundlag,” siger Mia Kristina Hansen.

Fagbladet FOA har også kontaktet de to ministre for at høre, om de har tænkt sig at tage imod de ansattes invitation komme forbi Lindegården. Men trods henvendelser på telefon, SMS og e-mail har ministrene ikke reageret på Fagbladets henvendelser.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev