Annonce

Grafik med kvinde på sejrsskammel og diagrammer

Tema: Ledelse

Top 5: Her er din drømmeleder


Selv om cirka en tredjedel af FOAs medlemmer mener, de har en dårlig leder, er det store flertal tilfredse med den ledelse, de bliver udsat for.

Annonce

En undersøgelse med deltagelse af mere end 6.000 FOA-medlemmer har udpeget de egenskaber hos en leder, som medarbejderne finder allervigtigst. Grafik: Jørgen Stamp

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Nye undersøgelser af FOA-medlemmernes holdninger til deres nærmeste leder, viser, at de har klare holdninger til, hvad god ledelse er, og lige så klare meninger om, hvorvidt deres egen leder lever op til kravene.

De mest værdsatte egenskaber hos lederne er, at de lytter til medarbejderne og ved, hvad der rører sig blandt dem. Men omkring en tredjedel af de medlemmer, der finder det vigtigt, kan dog ikke få øje på egenskaberne hos deres egen leder.

For mange FOA-medlemmer er det også vigtigt, at deres leder er fagligt dygtig, og af dem mener over 80 procent faktisk, at virkeligheden ser sådan ud.

To af tre tilfredse med leder

Helt overordnet vurderer to ud af tre FOA-medlemmer, at deres leder er god til at lede, mens en tredjedel har den modsatte opfattelse.

Der er bred enighed om Top5 egenskaberne på tværs af sektorer, dog med enkelte forskelle. Sosu’erne finder det særligt vigtigt, at deres leder kan løse konflikter, men halvdelen mener ikke, at deres egen leder er god til det.

I Pædagogisk Sektor er medlemmerne mere optaget af lederens empatiske evner end andre, og det store flertal mener, at deres leder er god til at indleve sig i og forstå deres følelser.

Medlemmer på Kost-Service- og Teknik-Service-området vil meget gerne have, at deres leder er let at kontakte, og det kan fire ud af fem da heldigvis også glæde sig over.

Hård tjans at være leder

Mange medlemmer klager over, at de i undersøgelsen kun må udpege fire vigtige lederegenskaber (ud af 12 mulige), fordi lederen jo skal kunne det hele.

”Lederen skal sikre et godt arbejdsmiljø, balance mellem ressourcer og udfordringer, forebygge stress og nedslidning og have føling med hele medarbejdergruppen, ikke kun dem, der råber højest,” opsamler en deltager i undersøgelsen.

Og mange andre anerkender da også, at det kan være en hård tjans at være leder. Ikke mindst dem, der har prøvet det og måttet give op.

”Jeg har erfaring som afdelingsleder, og jeg synes ikke, at jeg hørte på andet end brok fra mine medarbejdere. Det har jeg ikke lyst til mere,” skriver en anden af medlemsundersøgelsens 6.171 deltagere.

Læs FOAs nye medlemsundersøgelser om ledere og ledelse

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev