Annonce

Rosa står mellem to kolleger, og viser noget frem på en bærbar computer. Hendes højre hånd er placeret på computerens tastatur. Begge kolleger griner. I baggrunden sidder tre beboere omkring et bord, med mad foran sig.

Tema: Ledelse

Sosu-leder: Jeg er en af deres egne


Rosa Demuth er sosu-assistent og leder. Dermed har hun samme faglige baggrund som sine medarbejdere, og det betragter hun som en stor fordel. 

Annonce

"Da jeg startede som leder, var det ved at æde mig op, at jeg ville behage alle. I dag kan jeg bedre sige til og fra," siger Rosa Demuth (i midten). Jørgen True

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

“Jeg kan godt lide at bestemme,” svarer Rosa Demuth helt åbent på spørgsmålet om, hvorfor hun blev leder. Så griner hun og tilføjer, at det må man jo ikke sige. Men det gør hun altså alligevel og synes ikke, at det behøver være negativt. 

“Jeg vil gerne præge tingene i den retning, som jeg synes er rigtig, og tage ansvaret for det. Som jeg siger til mine piger: nu gør vi sådan her, og så må jeg tage røvfulden, hvis vi får noget andet at vide.”
 
Rosa Demuth, 50 år, er afdelingsleder for 30 medarbejdere på plejecentret Blomstergården i Slagelse Kommune. Hun har været leder i 14 år og tidligere deltidsleder i 4 år. Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og har taget den kommunale lederuddannelse.

6 ud af 10 FOA-medlemmer finder det vigtigt, at deres nærmeste leder har samme faglige baggrund som dem selv, og Rosa Demuth føler sig i øjenhøjde med sine medarbejdere både fagligt og personligt. Som leder lægger hun vægt på tætte, familieagtige relationer til de ansatte.

“Jeg er en af deres egne, kender deres uddannelse og ved, hvad de kan. Vi ser verden i det samme billede, og de siger selv til mig, at vi er på bølgelængde. Jeg har hørt fra nogle af medarbejderne, at de ville føle mindreværd, hvis de havde en sygeplejerske som leder, fordi nogle sygeplejersker ikke mener, at sosu’er er gode nok.”
 

Vi er som en familie

Rosa Demuth bliver spurgt til råds i faglige anliggender, det kan være behandlingen af et skinnebenssår, doseringen af medicin eller særlige omsorgsbehov for borgerne. Men hun står også til rådighed, hvis medarbejderne tumler med problemer af mere privat karakter.
“Vi føler os som en slags familie, er omsorgsfulde for hinanden og lytter til hinanden. Det er en vigtig del af min lederrolle, at jeg indimellem kan være socialkontor eller lægge øre til problemer på hjemmefronten.” 

Det er også et succeskriterium for Rosa Demuth, at medarbejderne glæder sig til at komme på arbejde. og hun fortæller med tilfredshed, at afdelingen har et meget lavt sygefravær.

”Vi er seriøse og laver det, vi skal, men derfor kan vi sagtens have det sjovt.” 

Vi føler os som en slags familie, er omsorgsfulde for hinanden og lytter til hinanden

Rosa Demuth, Plejehjemsleder

Vagter kan udløse konflikter

Det betyder dog ikke, at arbejdspladsen er konflikt-frit område. Vagtplanlægningen kan for eksempel skabe gnidninger, fortæller Rosa Demuth.

“Nogle bliver sure, hvis de ikke får de vagter, de gerne vil have. Placeringen af vagterne kan også igangsætte debatter om, hvad assistenter og hjælpere må og ikke må. Men jeg synes nu også, at de respekterer, at jeg forsøger at dele sol og vind lige.”

Faktisk er puslespillet med at få vagterne til at hænge sammen en af Rosa Demuths yndlingsopgaver. Det er som at spille Tetris, mener hun, og det spil elsker hun. 

Fine ord dur ikke i hverdagen

Som leder skal hun have brikkerne til at passe sammen på alle niveauer, og her er hendes vigtigste ledelsesværktøjer hendes sosu-faglighed og personlighed. Den kommunale lederuddannelse, som hun har taget, rykkede ikke rigtigt, synes hun. Derfor vil hun hellere have sparring med andre ledere end lederuddannelse og ser gerne, at FOA skaber netværker for sine ledermedlemmer. Kommunen samler nemlig kun toplederne.

“På lederuddannelsen lærte jeg nogle fine ord, men dem kan jeg ikke bruge i min hverdag, for så er der jo nogle, der ikke forstår, hvad jeg siger,” siger Rosa Demuth.

Fakta: Den fagprofessionelle leder

  • er leder på fuld tid
  • varetager i stort omfang driftsopgaver og udøver faglig ledelse
  • er personaleleder
  • anvender et sprog for ledelse i overensstemmelse med fagsproget inden for det område, hvor der udøves ledelse
  • udøver forandringsledelse på fagets præmisser frem for at anvende ledelses- og organisationsteoriernes angivelser.

Kilde: Søren Voxted: 'Den fagprofessionelle leder' (I antologien 'Praksisnær ledelse i det offentlige', 2014)

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev