“På institutionen her er det de små ting, der tæller. Som når det for eksempel endelig lykkes en beboer at få sæbet sit hår ind. Når det lykkes at nedtrappe en konflikt, der ellers var ved at eskalere. Eller når jeg skal ned på hospitalet med en beboer, der altid skal i kiosken på vejen, hvor han køber en Pepsi Max med citron og seneste nummer af Se & Hør. At se, hvor stolt han er over at kunne gøre det selv, betyder helt vildt meget for mig.

Jeg har altid tiltrukket de personer, der har haft specielle behov, der hvor jeg har arbejdet. I ungdomsklubben var det ofte dem, der ikke var så gode til det sociale, og i børnehaven var det dem, der ikke gjorde, hvad man sagde.

Jeg er ekstremt tålmodig. De ved, hvor de har mig, og de ved, at når de har lavet noget lort, har jeg ikke tænkt mig at skælde dem ud. I stedet taler jeg med dem, om hvad de selv synes om det. Det er ikke altid sjovt, men det er enormt interessant.

Jeg var super ordblind og kan huske, at når uddannelsesvejlederen kom, var det altid noget med, at jeg skulle på teknisk skole. Så jeg startede med at uddanne mig til tømrer, men var til sidst ved at kaste op, når jeg så et stykke træ.

Jeg blev næsten færdig på søfartsuddannelsen, men stoppede fordi jeg ikke kunne se mig selv gøre det. Jeg kunne ikke se mig selv låse mig inde på et stort skib i flere måneder med kun få andre mennesker.

Inden for det pædagogiske har jeg altid kunnet se mig selv også 30 år frem i tiden. Jeg tænker ikke, hvor jeg er om 30 år, men hvor jeg er inden for mit felt om 30 år. Det gør hele forskellen.”

Læs hele temaet "Vejen til mit fag" her.