Annonce

OK18 Krav

Tema: OK18

Aftale om nødberedskab er landet


FOA er sammen med regioner og kommuner netop blevet enige om en rammeaftale for de nødberedskaber, der træder i kraft for at udføre ’livsvigtigt og nødvendigt arbejde’, når og hvis en storkonflikt bliver en realitet.

Annonce

Rammeaftalerne mellem FOA og regioner og kommuner er nu faldet på plads. Det betyder, at tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne kan komme i gang med at identificere og udpege, hvor stort nødberedskabet skal være, og hvem der skal være del af det. Jørgen Stamp

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Opdateret 23.03.2018

Rammeaftalen for nødberedskaberne i regioner og kommuner, der kommer til at udføre det livsvigtige og nødvendige arbejde under en potentiel storkonflikt er netop nu faldet på plads. Det er FOA og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) samt FOA og KL, der er blevet enige om de generelle vilkår for løn, tillæg, arbejdstid m.m. for de medlemmer, der bliver udpeget til at indgå i et nødberedskab på arbejdspladserne, når og hvis det ender med en storkonflikt.

Læs også: Kend din ret: Sådan er reglerne for arbejde i nødberedskab

”Vi er tilfredse med aftalen. Man kan altid sige, det kunne være bedre, men vi har fået det på plads, der handler om den enkeltes honorering i nødberedskabet, og det er vi glade for,” siger Jakob Bang, der er forhandlingschef i FOA.

Samme vilkår

”Vi har sikret, at det, den enkelte medarbejder fik i løn lige inden strejken eller lockouten trådte i kraft, også er det, han eller hun får i timeløn under et nødberedskab,” siger Jakob Bang.

Et andet punkt handler om tillidsrepræsentanternes arbejdstid, der nemt kan eskalere under strejke og lockout. Med den nuværende aftale er det fastlagt, at suppleanterne for tillidsrepræsentanterne indgår i opgaven med at bemande og organisere nødberedskabet, hvis opgaven kræver mere end de 37 timer om ugen, som tillidsrepræsentanterne skal yde.

Forkortet varsel

Derudover har FOA fået forhandlet, at der er et tillæg på 300 kroner (år 2000-niveau, hvilket svarer til 400 kroner pt.) for de medlemmer, der bliver tilkaldt akut på grund af sygdom i nødberedskabet.

Læs også: Alle lockoutvarsler på det offentlige område er nu på plads

”Man kan kalde det en slags tillæg for forkortet varsel,” siger Jakob Bang, der understreger, at det er tillidsrepræsentanterne, som udpeger og organiserer nødberedskabet uanset om medlemmerne på arbejdspladsen er udtaget til strejke eller ramt af lockout.

På det punkt har FOA valgt en anden strategi end f.eks. Dansk Sygeplejeråd, der kun står for at udpege og organisere i tilfælde af strejke, men ikke i tilfælde af lockout, hvor det er ledelsen på arbejdspladsen, der står for organiseringen af nødberedskabet.

Tættere på

At rammeaftalen nu er på plads betyder, at tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne og de lokale FOA-afdelinger i både regioner og kommuner kan påbegynde arbejdet med at identificere og udpege de nødberedskaber, der skal varetage livsvigtigt og nødvendigt arbejde for at undgå helbredstruende følger for borgere og patienter under strejke og lockout.

Den betyder også, at FOAs medlemmer nu er kommet tættere på en afgørelse i forhold til, om de selv skal indgå i nødberedskab eller ej under den muligt forestående konflikt.

Artiklen er opdateret med forliget om nødberedskab i kommunerne.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev