Dansk udlændingepolitik kan være nådesløs.
Den oplevelse står Silvia Wangechi Nguyo i hvert fald tilbage med, efter hun forleden fik afslag på at blive i Danmark og fortsætte sin uddannelse til social- og sundhedsassistent på SOSU Nord.
Hun havde ellers håbet, at hun – formentlig som den første – kunne få ophold i Danmark efter de nye regler om ’uddannelses-tilknytning’, der trådte i kraft den 1. juli.
Men det håb har Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) nu slukket. I stedet for at give hende lov til at blive i Danmark, fik hun i onsdags en frist på blot syv dage til at pakke sine ting og rejse tilbage til sit fødeland Kenya.
”Jeg fik et chok, da jeg modtog afgørelsen. Jeg er meget, meget ked af det. Jeg havde virkelig håbet, at jeg ville få lov til at blive i Danmark og gøre min uddannelse færdig,” siger Silvia Wangechi Nguyo.
Derfor rejser hun allerede tirsdag hjem til sit fødeland Kenya, og når det sker, vinker hun ikke alene farvel til en dansk plejesektor, der har brug for hendes kvalifikationer.
Hun vinker også farvel til sin danske kæreste, som hun venter barn med.
”Han er også meget, meget ked af det,” siger Silvia Wangechi Nguyo.
Hun troede på det
Hendes historie har været velbeskrevet i Fagbladet FOA, siden vi fortalte, at hun som konsekvens af en skilsmisse fra sin daværende danske mand, blev sendt hjem til Kenya.
Men hjemsendelsen blev udsat, fordi regeringen var på vej med nye regler for udlændinge, der uddanner sig inden for fag, hvor der er mangel på arbejdskraft. Heriblandt social- og sundhedsassistentelever.
De nye regler trådte i kraft den 1. juli, og Silvia Wangechi Nguyo var et stort smil, da hun allerede samme dag søgte om ophold efter de nye regler.
Men sådan skulle det ikke gå. Den nye afgørelse om hjemsendelse udspringer af et forløb, der begyndte, da hun i 2019 sad på en internetcafé i Nairobi og fik hjælp til at udfylde en ansøgning om at komme til Danmark som au pair. Her fremgik det, at hun ikke har børn.
Da hun tre år senere – efter at hun var færdig som au pair og i gang med at uddanne sig til social- og sundhedshjælper og var blevet gift med sin daværende danske kæreste – skulle der udfyldes nye papirer.
Her oplyste hun, at hun faktisk har et barn – en nu otteårig søn, der lige siden sin fødsel har boet hos sin mormor.
I begge tilfælde skrev Silvia Wangechi Nguyo under på, at oplysningerne var afgivet på ’tro og love’, men det var altså forkert i det første tilfælde, og derfor blev hun tiltalt for at have afgivet urigtige oplysninger.
Byretten straffede hende 30 dages betinget fængsel og udvisning af Danmark, men landsretten ændrede udvisningsdommen til en advarsel.
Landsrettens dom faldt i juli 2022, og nu er den skriftlige advarsel afgørende for SIRIs afslag. Ifølge de nye regler skal der nemlig siges nej til ansøgere, der har fået en straf – herunder også en bødestraf – efter 1. juli 2020.
Den detalje var Silvia Wangechi Nguyo ikke opmærksom på.
”Jeg havde slet ikke regnet med, at den sag ville få betydning. Jeg har begået en lille fejl, men har aldrig handlet i ond tro,” siger hun til Fagbladet FOA.
Artiklen fortsætter under billedet
"Jeg har aldrig handlet i ond tro," siger Silvia Wangechi Nguyo om den lille fejl, der i 2022 kostede hende en advarsel i landsretten og nu også koster hende drømmen om en fremtid som social- og sundhedsassistent i Danmark.
Tobias Stidsen
Graviditet ændrer ikke vurdering
Efter at have brugt weekenden på at fordøje SIRIs afgørelse har hun mandag orienteret både sin arbejdsgiver, Rebild Kommune, og kammeraterne på SOSU Nord om sin skæbne. Det var hårdt, men skulle selvfølgelig overstås.
"De er kede af det og ønsker mig held og lykke," siger Silvia Wangechi Nguyo og fortsætter:
”Lige nu har jeg allermest brug for ro. Det stresser rigtig meget at vente på afgørelsen i sådan en sag. Det er ikke godt, når man er gravid, og selv om jeg synes, at det her er synd for både mig og min kæreste, er det vigtigt, at vi lige nu tænker på vores barn.”
Hun føder omkring årsskiftet og har informeret SIRI om graviditeten. Men det har – som det hedder i afgørelsen – ’ikke ført til en ændret vurdering’.
I stedet henvises hun til at kontakte Udlændingestyrelsen for at søge vejledning om reglerne for opholdstilladelse på baggrund af reglerne om familiesammenføring.
”Men det er alt for tidligt at tænke på den slags,” siger Silvia Wangechi Nguyo, som i det mindste kan glæde sig over, at hendes kærestes arbejdsgiver har sagt ja til, at han til december rejser til Kenya for at holde sin barselsorlov.
”Midt i alt det her betyder det meget,” siger hun, efter at hun sammen med kæresten fik lavet en privat scanning, så de sammen kunne se deres søn, inden de skilles.
Læs også: Sosu-elev kørt ud på sidespor: Silvia må hverken læse eller arbejde, mens hun venter på nye regler
Urimeligt, uretfærdigt, umenneskeligt
I FOA er fagpolitisk ordfører Helena Mikkelsen 'fuldstændig rystet' over sagen.
"Silvia har modtaget sin straf for den fejl, hun begik i 2019, og så burde den sag være lukket," siger Helena Mikkelsen og noterer, at hun savner ord for 'den proces', Silvia har været igennem de seneste år:
"Tænk sig, at hun både har formået at lære dansk, tage en uddannelse
til social- og sundhedshjælper, arbejde på fuldtid, starte op på ny uddannelse
til social- og sundhedsassistent og så ved siden af kæmpet så hård en kamp med
de danske myndigheder."
"Sådan en kamp slider helt klart, og det er også derfor, Silvia nu kaster håndklædet i ringen. Det er så urimeligt, uretfærdigt,
umenneskeligt.